En række danske gymnasier og handelsskoler langer hårdt ud efter den hæderkronede virksomhed, CL Seifert, der leverer studenterhuer til en stor del af de danske studenter. Eleverne kritiserer, at CL Seifert har leveret huer til det forventningsfulde elever, der er alt for store.

- Mange af huerne er flere numre for store, og CL Seifert vil ikke bytte dem. Der er rigtig mange elever, der er blevet sure, men CL Seifert tilbød os bare, at de ville sende nogle korkbånd til at sætte i huerne. Hvis det ikke er nok, kan vi købe en ny hue til halv pris. Det synes vi er rigtig dårlig service, når der er tale om det meste af vores årgang, siger Mathilde Munksgaard fra Ikast-Brande Gymnasium.

På Ikast-Brande Gymnasium bliver 230 elever studenter til sommer. Men omkring 210 af eleverne har modtaget huer, der ikke passer, ifølge Mathilde Munksgaard. Men Ikast-Brande Gymnasium står ikke alene med kritikken af CL Seifert, der er kongelig hofleverandør i både Danmark og Sverige.

- Over halvdelen af eleverne har fået en hue der er ALT for stor og falder af hovedet, så snart man bar tilter hovedet lidt til siden(...) Vi alle har brugt tid på at prøve huerne til hueopmålingen, så vi alle fik en rigtig størrelse, så syntes det er for dårligt, at det eneste i kan tilbyde ved dette problem (som i er skyld i!) er halv pris på en ny hue eller nogle indlæg til huerne, skriver et medlem af hueudvalget på Learnsmark HHX i Horsens på CL Seiferts Facebookprofil.

Samme melding lyder fra Roskilde Handelsskole, der også retter en kritik af CL Seifert på firmaets  Facebookside. På Roskilde Handelsskole er der angiveligt tale om mere end 100 elever, der har fået forkerte huer. 

- Jeg fatter ikke, at i kan være tilfreds med at levere så mange store huer til studerende, hvoraf at blive student, er noget af det største, der sker i ens liv, skriver en elev.

Hos CL Seifert tager man dog kritikken med ophøjet ro. Indehaver Anders Eriksen erkender, at firmaet laver fejl. Men han forklarer, at firmaet i sidste ende garanterer, at alle elever vil være tilfredse med deres huer.

- Vi laver cirka 100.000 håndlavede huer om året. Så der sker selvfølgelig fejl, og der opstår hurtig lidt panik. Men eleverne skal være helt rolige. Vi er professionelle, og jeg garanterer at alle nok skal få en perfekt hue. Jeg opfordrer alle, der har oplevet problemer til at henvende sig til os. Så løser vi problemet, siger medejer af CL Seifert Anders Eriksen til BT.