Debattør og blogger Anne Sophia Hermansen har sagt farvel til Nørrebro i København. Hendes afskedstale til bydelen er alt andet en hjertelig.

I løbet af de seneste årtier har Nørrebro i København på magisk vis udviklet sig fra halvsnusket arbejderkvarter til et multikulturelt hipsterparadis, hvor trendy kaffebarer og smarte designerforretninger i dag blander sig med mørke værtshuse og shawarma-butikker.

Op gennem det nye årtusinde blev det så hipt at bo i bydelen, at selv kondensvandet i de gamle lejligheders soveværelsesvinduer begyndte at udsende en duft af politisk korrekthed.

Men spørger man debattør og blogger Anne Sophia Hermansen, har vi glemt, at Nørrebro stadig har en skyggeside, hvor sociale problemer, kriminalitet og dårlig integration fylder mere end duften af café latte og friskbagt speltbrød.

Andre læser også: Han betalte lejemordere for at dræbe konen: Til hendes begravelse fik han sit livs chok

Hun boede indtil i sommer på Nørrebro og fortæller i sin blog på berlingske.dk, om nogle af de oplevelser, der gør, 'at hun nok aldrig kommer til at bo der igen'. Indlægget er ikke baseret på videnskabelig analyse, men egne oplevelser, understreger hun og beklager over for dem, der måtte have 'haft den ene skæppeskønne oplevelse efter den anden' på Nørrebro.

Anne Sophia Hermansen flyttede til Nørrebro en vinter - sammen med sin søn i en lejlighed med udsigt til Peblinge Dosseringen. Fra stuen kunne hun med egne ord 'se folk løbe rundt om søerne eller promenere med deres Odder-barnevogne med en kop kaffe i hånden'.

»Det blev sommer, og en dag gik jeg over på legepladsen sammen med min søn og to bonusdøtre. Det var varmt, og de hentede vand fra hanen for at anlægge en sø, som de stak deres bare fødder ned i. Snart begyndte to drenge på ca. otte og ti år at obstruere legen, og jeg greb selvfølgelig ind. Hvor er jeres forældre, spurgte jeg. De grinede. Kort efter var drengene på legestativet, hvor de morede sig med at skubbe de andre børn ned. Jeg gik hen til dem og sagde, at de skulle opføre sig ordentligt, og at jeg holdt øje med dem. Det havde en effekt, desværre kun kortvarig, for snart stod de og spyttede på rutschebanen, så børnene kunne flyve lige ned i deres spyt og snot. Lækkert. Flere af de andre forældre tog deres børn og forlod legepladsen, og jeg overvejede et øjeblik det samme. Men jeg gad ærligt talt ikke blive bøllet ud af to mindreårige,« skriver Anne Sophia Hermansen.

Andre læser også: Se billedet: Kendt smykkedesigner raser over parkeringsbøde

Optrinnet endte med, at Anne Sophia Hermansen og sønnen gik deres vej, fordi en af drengene tog sin iPhone op af lommen, talte ind i den på arabisk og signalerede til hende, at hun ville få sin hals skåret over.

»Det blev efterår, og min søn kom en dag noget paf hjem. Han var dengang ni år og havde flere gange været en tur i supermarkedet, der lå lige i nærheden. Men denne gang var han blevet stoppet af en flok drenge, der havde afkrævet ham hans mobil. Da der var tale om en uattraktiv gammel mobil, havde de bare smidt den på jorden og sagt noget uforståeligt, før de væltede videre til det næste lette offer. Selvfølgelig satte oplevelsen sig i min søn, ligesom den anden havde gjort det,« fortsætter Anne Sophia Hermansen i sit blogindlæg.

Andre læser også: Journalist i Køln forulempet på live-tv: Han tog mig på brysterne

Ovenstående oplevelser har ikke været enkeltstående, fortsætter debattøren. Anne Sophia Hermansen fortæller, hvordan familiens bil fik dækkene skåret op. Deres cykler blev stjålet, og de havde indbrud, mens de lå og sov med åben altandør.

»Så farvel Nørrebro. Farvel bydel med mere kriminalitet end i resten af København. Farvel skoledistrikt, hvor absurd mange drenge går ud af skolen som funktionelle analfabeter og videre ud til – hvad? Hvor der ikke kun er bander, men også børnebander,« skriver Anne Sophia Hermansen og fortsætter:

»Og ja, jeg er sikkert bare en midaldrende, hvid, middelklassetype, der handler i Irma, har pensionsopsparing og dengse i privatskole. Og hvad så? Før jeg flyttede til Nørrebro, troede jeg på, at dårlig integration kunne fikses med social inklusion og en pænere tone i debatten. Det gør jeg ikke længere.«

Anne Sophia Hermansen tror i stedet på, at løsningen er en større tvangsfordeling af to-sprogede elever. Samtidig skal privatskolerne tage ansvar og give fripladser til børn fra ressourcefattige hjem. Og hun tror på skærpede krav til skoledeltagelse, og at det skal kunne mærkes på forældrenes pengepung, hvis de vender de blinde øje til deres børns pjæk.