Hun har selv mistet sin søn i en trafikulykke, og hun har i næsten tyve år som kriseterapeut lyttet til pårørendes sorg over at have mistet deres nærmeste i trafikken.

Lise Lotte Aabrink var tydeligt rystet, da hun hørte weekendens udgave af det populære radioprogram Mads & Monopolet på P4, hvor kendte danskere rådgiver lyttere.

Her stod eksperterne foran et dilemma, hvor en mand var i tvivl om, han skulle fravriste sine forældre bilnøglen, når de ville køre hjem efter et par flasker vin.

»Jeg har selv en trafikdræbt søn, og jeg har talt med massevis af forældre, hvis børn er døde på grund af spirituskørsel i min tid som kriseterapeut. Det er så forfærdeligt og tragisk. Hvad tænker de på?«

Lise Lotte Aabrink har mistet sin søn i en trafikulykke. Nu raser hun mod Mads & Monopolet, hvor en ung mand spurgte eksperterne til råds om spirituskørsel.
Lise Lotte Aabrink har mistet sin søn i en trafikulykke. Nu raser hun mod Mads & Monopolet, hvor en ung mand spurgte eksperterne til råds om spirituskørsel.
Vis mere

Det er ikke første gang Mads & Monopolet møder modstand, som du kan læse her på BT.

Den mandlige lytter, som hedder Preben, fortalte panelets eksperter om den seneste familiemiddag, hvor forældrene, der ikke var alkoholikere, men livsnydere, bortset fra et par glas havde tømt tre flasker vin, inden de kørte hjem.

På spørgsmålet om den bekymrede søn burde reagere overfor sine forældre, svarede den ene af panelets tre eksperter, kulturchef Ane Cortzen, at  sønnen eller hans kæreste skulle tilbyde at køre forældrene hjem. Værten Mads Steffensen spurgte derefter, hvad Preben skulle gøre, hvis forældrene afviste dette tilbud. Det fik Cortzen til at sige, at hun ikke mener, vi skal gå rundt og være formynderiske overfor hinanden. Hun fik opbakning af livstilseksperten Mads Christensen:

»Jeg synes, der er en balance (inden i midten), hvor man må acceptere at give voksne mennesker et rimeligt frit råderum«, lød det fra Mads Christensen, som også foreslog Preben diskret at føre bog over, hvor meget sine forældre drak, så han næste gang havde et bedre grundlag at vurdere, om de havde drukket for meget.

Lise Lotte Aabrink kalder debatten fuldstændig vanvittig:

»Det bør slet ikke være noget, man tænker over. Svaret skal komme prompte. Nej, ingen skal køre spirituskørsel, og alle må tage nøglerne for at forhindre det,« siger hun.

Lise Lotte Aabrinks søn har nu været død i 25 år. Selv om det ikke var en spiritusbillist, der var årsag til ulykken, kender hun alt til de ultimative konsekvenser ved spritkørsel. Smerten over at miste. Og den holder aldrig op.

»Hvis du ikke stopper sådanne personer, kan jeg fortælle, hvad der sker, hvis de kører et barn ned. Forældrenes liv vil være ødelagt. Smerten holder aldrig op. Min søn har været død i 25 år, og det holder aldrig nogensinde op. Jeg har to andre børn, men jeg vil altid mangle min søn, og vi bliver aldrig en hel familie igen,« siger hun.

Hun mener, at den aktuelle sag er yderst problematisk, fordi der er tale om to kendte danskere, som dermed når bredt ud med deres synspunkter.

»De her er mennesker er nogen, som andre ser op til. De undergraver det arbejde, som Rådet for Sikker Trafik har lavet de sidste 30-40 år. Jeg er simpelthen så rystet, som jeg ikke har været i mange år.«

Det er jo også direkte ulovligt, fortsætter hun:

»Der er lavet undersøgelser, der viser, hvordan alkohol påvirker reaktionstiden og meget andet. Det er derfor, der er lavet lovgivning imod det. Og så sidder de og opfordre folk til at bryde loven. Det er så groft, at de burde meldes til politiet.«

BT har været i kontakt med Ane Cortzen og Mads Christensen, der begge afviser at skulle have accepteret spritkørsel.

»Hvis du spørger, om man skal tage nøglerne fra nogen, der beviseligt er fulde eller tydeligvis på en vurdering er fulde? Så er mit svar, ja det skal man,« siger Mads Christensen.

Ifølge livstilseksperten er det bare ikke, at det er det, der er tilfældet i programmet.

»Jeg har ikke hørt noget, der indikerer, at nogen var fulde.«

»Det. der bliver spurgt om. er, om man skal tage nøglerne. Det synes jeg ikke, man bør gøre på et så spinkelt grundlag.«

»Jeg anbefaler i programmet, at hvis Preben synes, det er et tilbagevendende problem, så bør han som en god vært føre bog over det. Så får vi noget konkret og håndgribeligt. Det har vi ikke nu. Jeg vil ikke selv gå ud på en halvfesen fornemmelse og forlange, at min far ikke må køre i sin egen bil. Desuden anbefalede jeg, at man køber et Matas alkometer i tvivlstilfælde,« siger Mads Christensen.

Men er det et fesent grundlag, hvis der nu rent faktisk er drukket tre flasker vin - og kun lidt er gået til kæresten?

»Det ved vi ingen ting om. Det kan være moderen har drukket en halvanden flaske. Lad være med at føre det frem, som et retssag. For der er ikke ført beviser for noget.«

Anne Cortzen skriver til BT:

'Jeg beklager, hvis mit svar har givet indtryk af at jeg mener det er i orden at køre bil, når man har drukket. Det mener jeg naturligvis ikke. Jeg foreslog i programmet, at sønnen eller hans kæreste skulle tilbyde at køre forældrene hjem. Mads Stephensen spurgte så, hvad jeg ville gøre, hvis de ikke ville tage imod tilbuddet. Og her mener jeg, at ethvert menneske må tage ansvar for sine egne handlinger.'

'Jeg syntes ikke løsningen er at tage deres bilnøgler - men at gå i dialog med dem istedet, appellere til deres samvittighed  og få dem til selv at træffe den rigtige beslutning. Det er mere et spørgsmål om fremgangsmåde end om, hvorvidt man skal gribe ind eller ej - for selvfølgelig skal man det. Mads og Monopolet er et program hvor du skal komme med et velovervejet og klart svar til et komplekst dilemma på et splitsekund. Det kan tit lyde unuanceret - især når svarene bliver taget ud af kontekst. Så for at opsummere: man skal altid gribe ind overfor folk, der vil køre i påvirket tilstand. Basta. Det mener jeg virkelig.'

Du kan selv høre programmet her på dr.dk.