Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Det har ikke været let for Thor og Christian Stadil at høre, at Hummeldirektøren gennem mere end 20 år, den nu fyrede Søren Schriver, angiveligt forsøgte at snyde den kendte familien for et stort millionbeløb. Det afslører Thor Stadil overfor BT.

Snyd, tyveri, forsøg på bedrageri eller mandatsvig og bestikkelse i form af returkommission.

Hummel-ejerne Thor Stadil og sønnen Christian Stadil samt deres advokat Christian Th. Kjølbye fra advokatfirmaet Plesner sparer ikke på de tunge anklager, da de onsdag aften afslørede, hvad der ligger til grund for, at de for få uger siden på bombastisk vis fyrede deres direktør gennem mere end tyve år i Hummel, Søren Schriver.

»Vi prøvede på alle mulige måder at vurdere, hvad der kunne ligge bag ved. Om vi havde misforstået noget, om det er et komplot, men svaret er helt entydigt. Det er simpelthen kriminelt det, der er sket,« fortæller en vred Thor Stadil til BT.

Ifølge Stadil-familien og deres advokat har Søren Schriver forsøgt at snyde den rige familie for et kæmpe millionbeløb ved blandt andet at afpresse Hummels tyrkiske samarbejdspartner, Zeynel Akbulut.

»Der er overhovedet ingen tvivl.  Vi har skriftlige dokumenter. Vi har båndoptagelser. Vi har alle mulige dokumentationer for, at det, der er sket, er sket. Desværre,« siger Thor Stadil.

Sagen, der for alvor tog sin begyndelse sidste forår, kom til familiens kendskab, da den tyrkiske samarbejdspartner blev utryg, tog til Danmark og fremlagde det hele for Stadil-familien tidligere på måneden.

»Her fortæller han, at Søren  (Schriver, red.) har oprettet et selskab i Tyrkiet og vil indgå en aftale, hvor han pådutter Zejnel at købe en ejendom, som Hummel faktisk ville have købt. Og at de så senere skal sælge ejendommen og dele fortjenesten med Hummel som lejere. Og det skal holdes skjult for ejerne af Hummel,« forklarer Christian Th. Kjølbye og tilføjer:

»Han (Zeynel, red.) er meget beklemt ved situationen, og han har optaget Søren Schriver på bånd, hvor han sidder i et møde med en advokat. De sidder på et kontor og taler om det her, og Søren Schriver fortæller hele planen på det bånd.«

Ifølge advokaten blev den tyrkiske samarbejdspartner afpresset af Schriver til at være med i planerne, der blandt andet ville føre til, at Schriver kunne få omkring 15 millioner i gevinst på ejendomshandlen. Desuden havde Schriver lavet en aftale med Zeynel Akbulut om, at Schriver skulle yde en slags ’konsulentydelser’ overfor den tyrkiske partner, mod at Schriver ville få ti procent af indtægterne fra Zeynel Akbuluts tyrkiske del af Hummel. Angiveligt skulle Schriver have truet med, at Zeynel Akbuluts ikke ville få sin tyrkiske Hummel- licens fornyet, hvis han ikke makkede ret.

Ifølge Christian Th. Kjølbye kunne Søren Schriver havde snydt Stadil-familien for et ’betydeligt’, tocifret millionbeløb i kroner, hvis han var lykkedes med sine planer.

Både Thor og Christian Stadil er rystede over, at den mand, de havde så stor tiltro til,  angiveligt var i gang med at forsøge at bedrage dem for millioner:

»Når man har haft en ven og forretningsforbindelse gennem næsten 22 år, som godt nok kunne være på en lidt speciel måde, men var en mand, man havde været gennem krig og fred med, og han så pludselig går hen og forsøger at stjæle penge fra dig og forsøger at lave nogle berigelsesforbrydelser. Det har man det altså ikke godt med. Jeg kan slet ikke finde ord for, hvor skuffet jeg er,« siger Thor Stadil og fortsætter:

»Det, der skuffer en, er, at der er nogle, der går bag om ryggen på en. Man har jo siddet med pågældende et utal af gange – uden at have vidst, at den mand, du sad overfor snød dig, når han gik ud af døren.«

Ifølge Thor Stadil forsøgte familien i første omgang at overveje, om man kunne lukke sagen internt – men det viste sig hurtigt at være umuligt:

»Men man kan ikke tilgive, når en direktør stjæler. Og derfor var bortvisning den eneste mulighed,« siger Thor Stadil.

Hummel-ejerne holdt i onsdag aften et stort pressemøde om sagen. Her viste Christian Stadil, at også han er tydeligt påvirket af direktør-afsløringen:

»Jeg har ingen interesse i at sværte Søren til. Han har bare truffet nogle radikalt forkerte beslutninger«, lød det på en meget følelsesladet måde fra Christian Stadil, der havde svært ved at sætte ord på sine følelser.

Sagen er så alvorlig, at familien sammen med advokaten har besluttet, at man vil anmelde den fyrede direktør til politiet for blandt andet bestikkelse i form af returkommission samt for forsøg på bedrageri eller mandatsvig.

BT har onsdag forgæves forsøgt at få en kommentar fra Søren Schriver. Den tidligere direktør afviser dog ifølge TV2 anklagerne om, at han har forsøgt at franarre Hummel et millionbeløb.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.