Efter flere ubehagelige sager på Fyn går 185 mænd nu sammen og danner en hemmelig gruppe for at sikre ro og orden. Lokalpolitiker frygter for konsekvenserne.

'De sydfynske herrer' er navnet på en ny, hemmelig gruppe på Facebook, der ifølge TV 2/Fyn i øjeblikket tæller 185 mænd. Tilfælles har de, at de er utilfredse med de episoder, man i den seneste tid har oplevet på Sydfyn og øerne.

Blandt andet Børnecenter Tullebølle på Langeland, hvor flere uledsagede flygtningebørn bor, har været i søgelyset for nylig. Det er her, to unge asylansøgere boede, da de ifølge en sigtelse mod dem voldtog en 16-årig pige. Og det var også børn fra Tullebølle, der deltog i et masseslagsmål tidligere på sommeren.

Initiativtageren til gruppen 'De sydfynske herrer' er Lasse Lind, som til TV 2 fortæller, at han er træt af, hvordan myndighederne behandler urolighederne. Og med flere store arrangementer på Sydfyn i de kommende uger stoler han ikke på, at politiet kan sikre roen på egen hånd.

»Der kommer til at være en masse unge piger, som kommer til at drikke sig godt og grundigt i hegnet, og mit spørgsmål er så bare 'kunne det ske igen?,« siger Lasse Lind til TV 2/Fyn.

Men er der i virkeligheden tale om en selvtægtsgruppe baseret på racistiske holdninger? Det frygter et byrådsmedlem i Langeland Kommune.

»Det er rigtig skidt, hvis der er nogen, der vil begynde at lave en gruppe og køre rundt som eget opsyn og holde øje med nogle, der er lidt mere solbrændte, end vi andre. Det er direkte usmageligt,« siger Venstre-politikeren Jan Ole Jakobsen til TV 2/Fyn. Han er formand for Uddannelses-, Social- og Kulturudvalget i kommunen.

Over TV2/Fyn afviser initiativtager Lasse Lind, at gruppen skulle have racistiske undertoner, og fortæller, at de bare ikke mener, at området stadig er trygt.