En ny rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at fattigdommen i Danmark er vokset til over 300.000 siden den nuværende regering kom til i 2001.

Fattigdommen slår nye rekorder i Danmark. Over 300.000 personer er fattige, viser en ny rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. En stigning på 40 procent siden den nuværende regering kom til i 2001, viser rådets tal.

- For første gang har vi det sort på hvidt, at en del af stigningen i fattigdommen er skabt af regeringens egen politik. Uden kontanthjælpsloftet og de lave social ydelser ville mange tusinder i dag leve et liv i fattigdom, siger Lars Andersen, direktør i rådet.

Rapporten viser, at VK-regeringens social- og beskæftigelsespolitik med kontanthjælpsloft, introduktionsydelse og starthjælp har gjort titusindvis af fattige endnu fattigere og samtidig skubbet 6000 personer direkte ud i fattigdommen.

Det er især børn, der er ramt af fattigdommen. Rapporten viser, at knap 31.000 børn under 18 år lever i dag i familier ramt af kontanthjælpsloftet, og de lave sociale ydelser har gjort fattige børn endnu fattigere.

- Det sætter gang i negativ spiral, hvor vi risikerer, at fattigdommen går i arv til den næste generation, vurderer Lars Andersen.

Ifølge ham bør regeringen i lyset af den nye viden tage initiativ til at afskaffe kontanthjælpsloftet, introduktionsydelsen og starthjælpen. Mens hensigten med ordningerne var at få flere i arbejde, er den reelle konsekvens nemlig først og fremmest, at de berørte familiers levevilkår forringes, og at fattigdommen øges.

/ritzau/