Ramte træ: Tog afsporet på Fyn

Et regionaltog kørte fredag morgen af skinnerne på strækningen mellem Svendborg og Odense. Fire vogne blev afsporet, da toget ramte et træ, der lå hen over skinnerne, oplyser Fyns Politi tidligt fredag morgen til BT. 

- Det er et træ på ca. 40 centimeter i diameter. Faktisk kører toget næsten 600 meter med træet foran sig og river nogen jernbanesveller op på vejen, inden det lykkes at standse, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Hans Frederiksen.

Ulykken skete ved Kværndrup kort før klokken seks. 13 passagerer var ombord i toget, men de er alle uskadte. Kun lokoføreren betegnes som lettere tilskadekommen.

- Han har fået en rift på hånden. Så det er i store træk kun materiel skade, siger vagtchefen.

Politiet har kørt flere store vogne til stedet, for at få bragt passagererne i sikkerhed. Indtil videre kører der nu et regionaltog i timen mellem Odense og Kværndrup. Toget standser ved alle stationer.
Mellem Kværndrup til Svendborg bliver der i stedet indsat togbusser.

 

 

Læs også: