Signe Tessing har for nylig modtaget 70.400 kroner i erstatning, efter Patienterstatningen har anerkendt, at hendes føleforstyrrelser i hænder og fødder skyldes vaccinen.

Signe Tessing lod sig villigt vaccinere mod livmoderhalskræft i 2010. Men det skulle vise sig at være en dårlig idé for den 36-årige lærer fra Viborg:

- Jeg har en varierende sovende fornemmelse i mine fødder og hænder. På et tidspunkt var jeg næsten helt lammet i mit ene ben og havde svært ved at løbe og gå på trapper, siger hun.

Signe Tessing fik symptomer kort efter, hun modtog vaccinen. Først efter andet stik (man får tre i alt, red.), fik hun mistanke om, at det måske kunne skyldes vaccinen:

- Jeg har været til udredning hos adskillige specialister. Neurologen sluttede med at sige, at vi nok aldrig fandt ud af, hvad jeg fejlede. Så jeg var utroligt lettet, da jeg endelig fik besked om, hvad der var galt.



Signe Tessing fik ikke sin diagnose af en læge. Den stod beskrevet i papirerne fra Patienterstatningen. Det viser sig, at hun er ramt af såkaldt Guillain Barré syndrom, en kendt, men sjælden bivirkning ved vaccination med Gardasil (navn på HPV-vaccine, red.).

Angriber nerverne

Sygdommen angriber kroppens nerver, så man bl.a. risikerer lammelser i fødder og ben, der kan brede sig til arme, krop og ansigt. Andre symptomer kan være muskelsmerter og blodtrykssvingninger. Signe Tessing er blot den tredje i Danmark, som modtager erstatning som følge af vaccinen:

- Mit liv er ikke ødelagt, men jeg har pådraget mig en livsvarig skavank. Jeg har fundet ud af, at jeg kan lindre mine symptomer med akupunktur, siger hun.

- Jeg synes, det er lidt mærkeligt, at jeg har været til udredning hos forskellige specialister, som ikke har kendt til en ellers anerkendt bivirkning, siger Signe Tessing, der aldrig fik sit tredje stik pga. mistanken om bivirkninger.

FAKTA: Hvad er HPV

HPV er en virus, der overføres seksuelt, men den giver ingen symptomer.

Som regel forsvinder infektionen af sig selv, som når vi har en forkølelse. Men hos en lille gruppe bliver infektionen kronisk. De kvinder har en større risiko for at blive ramt af livmoderhalskræft.

Der findes over 100 HPV-typer. De fleste infektioner er uden symptomer og forsvinder spontant, men mindst 12 HPV-typer er kræftfremkaldende.

Vaccinen beskytter mod HPV 16 og 18, som er de to typer, der er årsag til 70 pct. af alle tilfælde af livmoderhalskræft.

Kvinder, der er vaccineret efter seksuel debut, kan være inficeret med HPV 16 og 18 på vaccinationstidspunktet, og man kan derfor ikke være sikker på vaccinens effekt.

Vaccinationen er ikke et alternativ til screening for livmoderhalskræft, derfor er det vigtigt, at vaccinerede kvinder også deltager i screeningsprogrammet, da HPV-vaccinationen ikke beskytter mod alle HPV-typer.

Kommende vacciner vil beskytte mod flere HPV-typer.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse, Rigshospitalet.dk med flere