Hvis alle insisterer på at kalde én for andengenerationsindvandrer, kan man stampe nok så meget i gulvet og sige, man er dansker. Fadime Turan har med årene lært at kræve retten til sin danskhed, selv om hun kommer fra en generation, hvor retten til at være dansk aldrig blev en selvfølgelighed.

En eftermiddag, niårige Fadime Turan slentrede hjem fra skole med tasken på ryggen, gik en dreng på hendes egen alder forbi, gav den lille pige en hård mavepuster og hvislede, at hun skulle skride hjem til sit eget land.

Det var i 1980ernes Danmark, og Fadime Turan mærkede en knugen i maven.

15 år senere, da hun kom til tredjeprøve på skuespilleskolen, fik de tre lærere i panelet den originale idé, at den unge skuespiller­aspirant skulle synge Kim Larsens »Papirklip« på tyrkisk – altså samme melodi og tekst, som hun lige havde opført, men denne gang »på hendes eget sprog«.

Det var i slut 1990ernes Danmark, og Fadime Turan mærkede igen den knugende følelse i maven.

»De ville mærke noget »autentisk«, som de sagde. Men for mig virkede det mest af alt som en gigantisk mavepuster. Følelsen var den samme, som da jeg var ni år og på vej hjem fra skole, selv om volden denne gang tog form af velmente ord. For kunne lærerne slet ikke se mig? Jeg er jo også vokset op med Kim Larsen! Det er mit sprog. Jeg lever på dansk, drømmer på dansk. Og så sidder der tre voksne, dannede mennesker og vil presse en eller anden tyrkisk identitet ned over mig.«

Indvandrer, 1,5 generation eller dansker?

Det er onsdag eftermiddag i Søndermarken på Frederiksberg, og Fadime Turan tygger på det spørgsmål, Berlingske ønsker at få hendes betragtning på: Hvordan bliver man dansker, hvis man ikke er født til det? Og hvad skal der til, for at omverdenen accepterer ens nye nationalitet?

Den 42-årig skuespiller, komiker og nu morgenvært på Radio 24syv kom i 1978, da hun var fire år gammel, til Danmark med sin mor fra Tyrkiet. Faren, en tyrkisk John Travolta med bakkenbarter, var taget hertil som gæstearbejder et lille årti i forvejen. I løbet af året stemplede han ind på betonfabrikken, tjente penge og sendte hjem. Om sommeren tog han tilbage til Tyrkiet og sikrede børneflokken. Ind til de til sidst alle blev forenet i Roskilde.

I Danmark Statistik tæller Fadime Turan som ikke-vestlig indvandrer. I forskerkredse bliver hun kaldt »1,5 generation«, fordi hun kom hertil som barn. Statsborger blev hun først, da hun rundede 20’erne – noget med komplikationer med at løsne sig fra det tyrkiske pas.

»Jeg har følt mig dansk, så længe jeg kan huske. Problemet er ikke min egen følelse. Problemet er, at jeg og min generation af minoritetsunge er vokset op under det her tunge tæppe af en integrationsdebat, hvor ingen har fået lov at være danske som en selvfølge. Vores identitet er altid blevet problematiseret. Derfor har mange udviklet en meget defensiv måde at definere deres nationale identitet på.«

»Mønsterbryder« og »røvmodel«

På mange måder er Fadime Turan præcis det, politikerne gerne vil have: uddannet, utildækket, assimileret. Hun er sågar gift med en dansk mand, der hedder Morten og kommer fra Nordjylland.

»Jeg er en dresseret abekat, man hiver frem og kan vise: se, hvor godt hun klarer det. »Monsterbryder« og »røvmodel«, som jeg plejer at kalde det,« griner hun:

»Jeg er Dansk Folkepartis hedeste drøm – måske bortset fra, at jeg drikker lidt for meget caffe latte og spiser for meget spelt. Men alle de fine ord er jo også en anden måde at sige, at jeg stadig ikke er helt ligestillet med den ægte vare.« At hun ikke har krydset den magiske grænse mellem at være velintegreret og blive »rigtig dansker«.

Fadime Turan har foreslået, at vi mødes på Restaurant Bjælkehuset i Søndermarken på Valby Bakke – et gammelt bjælkehus med sprossede dannebrogsvinduer, hejste dannebrogsflag og rød-hvide duge under anretninger af smørrebrød og æblekage.

Er det din definition af danskhed, eller er det en karikatur af Danmark?

»Haha. Jeg elsker Søndermarken. Jeg elsker hygge og ting, der er nede på jorden. Men for mig er dansk først og fremmest, noget jeg gør.«

Som barn skulle Fadime Turan altid oversætte for sine forældre. Både i skolen, hvor Lisbeth med flettet ble på hovedet og Niels med lædersandaler og pagehår til skole-hjem-samtalen lagde ud med: »Jamen velkommen. I er så i relation til Fadime i forældresituationen ...« Forældrene forstod ikke en brik af situationen. Og på kommunen, hvor socialrådgiveren Dorthe Friis, som Fadimes far konsekvent omtalte »Djårlig Fis« hvilede sit opmuntrende blik på Fadime, så den unge pige kunne kompensere for forældrenes ubehjælpsomme dansk.

Fadime Turan hadede at skulle forklare sine venner, hvorfor hun ikke fik julegaver, hvorfor hun altid var på ferie i Tyrkiet, hvorfor hun som teenager aldrig måtte gå ud. Og hun skændtes med sine forældre over deres konservative opdragelse og kvindesyn, der indebar, at Fadime først og fremmest skulle være pæn, klog og dydig, mens storebroderen blev hyldet som »en stor, stor mand«.

»Jeg læste Hanne Vibeke Holst ligesom de andre piger i min klasse. Jeg havde et ambivalent forhold til det at være tyrkisk, fordi jeg ikke ønskede at blive kategoriseret som »tosproget« og presset ned i »indvandrerkassen«. Jeg mistede derfor også lysten til at tale tyrkisk med mine forældre – syntes de var håbløst gammeldags. Jeg kunne slet ikke identificere mig med den landsbykultur, hvor kvinder skulle sidde derhjemme, være dydige og hækle. I dag kæmper muslimske piger for at få lov til at bære slør. I min generation kæmpede vi for at få det skide tørklæde af. Vi ville være moderne kvinder, sådan som de også så ud i storbyerne i Tyrkiet. Det var tidsånden dengang: at være vestlig og moderne. Men oprøret er på mange måder det samme: at få forældrene såvel som resten af samfundet til at acceptere at man har sin egen identitet.«

En dansker i New York

I barndomsårene fik Fadime Turan altid spørgsmålet: Hvor kommer du fra? Og når hun svarede »Roskilde«, kom opfølgningen: »Nej, hvor kommer du sådan rigtigt fra?«

»Jeg vidste godt, at de var interesseret i, hvilket perkerland mine forældre var fra, så til sidst begyndte jeg at tage pis på dem og sige: Hvor er du selv fra? Altså hvilket fucking hul i Danmark kommer du fra?«

Fadmine Turan griner. I år har hun turneret rundt til provinsbyer med sit foredrag »Kunsten at integrere en dansker«. For år tilbage lavede hun stand-up, der tog pis på både hendes tyrkiske familie og danskerne. For at nedbryde fordomme og vise, at de går begge veje.

Efter mavepusteren på skuespillerskolen med den tyrkiske version af Kim Larsens »Papirklip«, besluttede Fadime Turan sig for at rejse til New York og uddanne sig. Og for første gang oplevede hun, at folk uden nogen indvendinger så hende som »Fadime fra Danmark«. Ingen sagde: »wait a minute, you don’t look Danish.« Præmissen var accepteret fra begyndelsen: Fadime var dansk.

»Det var først, da jeg blev ældre, at jeg besluttede mig for, at der ikke var nogen andre, der skulle bestemme, hvad jeg var. I dag har jeg reclaimed retten til at definere mig selv. Men det er stadig nogle gange svært i det sociale, for i sidste ende er det jo en forhandling det med definitionsretten: Hvis nogen bliver ved med at kalde én andengenerationsindvandrer, kan man stampe nok så meget i gulvet og sige, at man er dansker. Dér bliver I nødt til at være nogen, der bekræfter, at det er det, man er.«

I dag generer det ikke Fadime Turan, at folk spørger. Når man bliver ældre, falder ting på plads. Men når man er ung og skal formes og søger sin identitet, er man særlig modtagelig over for politikernes mistænkeliggørelse.

»Nogle gange var jeg sgu’ ved at gå ud af mit gode skind af frustration. Altså mig, der levede så dansk, at det halve kunne være nok! Men når ens bagage og historie hele tiden bliver dæmoniseret, kan det altså føre til modreaktioner. Enten gør man endnu mere for at insistere på sin danskhed, eller også trækker man den modsatte vej.«

Flæskesteg til Brasílien

Da Fadime Turan fødte sin datter på Hvidovre Hospital, fik hun automatisk svinefri menu, fordi personalet ud fra hendes navn vurderede, at det nok var det rigtigste. Det var hun glad for, for Fadime kan ikke lide svinekød. Grise bliver behandlet uværdigt og bliver proppet med for meget penicillin. Men da hun ville anmode sine døtres børnehave om det samme, krævede det en lang forklaring at få dem til at forstå, at argumentet var sundhedsbaseret og ikke handlede om religion.

Mens folk i hendes barndom altid spurgte, hvor hun kun fra, spørger alle i dag, om hun er muslim.

»Folk er helt vildt optagede af islam, og når man svarer, at religion er en privat sag, bliver mange forvirrede. Hvis jeg oven i købet ikke drak øl, ville det være helt skidt. Der er ikke plads til mange variationer i kulturel praksis, hvis man skal være med i klubben.«

Danskerne tager traditionerne alvorligt, mener Fadime Turan og nævner sin dansk-brasilianske venindes kæreste som eksempel. Da han i december skulle besøge de brasilianske venner og familie på en Bounty-badestrand, havde han slæbt en frossen flæskesteg og rødkål på glas med i kufferten. Mens selskabet spiste frisk fanget hummer på stranden i 30 graders varme, insisterede danske Martin på at servere ovnstegt gris og syltet kål.

»Jeg tænkte »kuk-kuk«, da jeg hørte historien,« griner Fadime.

»Men man må bare erkende, at de danske traditioner er forbundet med enormt mange følelser. Man kan ikke bare sige »nej tak« og gøre det på en anden måde. Så skal du i hvert fald kompensere kraftigt med nogle andre ting.«

Hvad er danske værdier?

»Det handler om at tænke kritisk og være skeptisk og analytisk og en ligestillet selvstændig kvinde, som ikke er afhængig af familien. Det handler om at være nede på jorden, at vi er ligeværdige på tværs af sociale klasser. Og om at elske provinsen – ja, det skal du også have med.«

Fadime Turan griner og snubler i talestrømmen.

»Det syrede,« siger hun, »er, at dem, der har førstefødselsretten til at kalde sig danske, bruger det meste af deres energi på at fortælle, hvad der ikke er dansk, og hvem, der ikke er dansk. Derfor ender det tit med at være sådan nogle som mig, der skal definere, hvad danske værdier og danskhed faktisk er.«