Desperate kvinder skal anonymt kunne aflevere deres nyfødte i såkaldte babyluger ved hospitaler. Det vil mindske risikoen for, at spædbørn bliver efterladt og risikerer at dø, mener Børnerådet.

Kvinder, der har født deres børn i dølgsmål og ikke magter at drage omsorg for deres spædbarn, skal have mulighed for anonymt at skille sig af med barnet. Ligesom forældre i Tyskland skal de kunne lægge barnet i en såkaldt babyluge ved et hospital. Det mener Børnerådet, efter at en få dage gammel pige blev fundet efterladt og nedkølet i en sportstaske i København. Omtrent én gang om året bliver en forladt baby fundet. Nogle gange død. Netop det skal babylugerne forhindre, mener Børnerådet. Det skriver Berlingske lørdag.

- Man skal selvfølgelig arbejde på, at ingen kvinder kommer i en så forfærdelig trist situation, at man efterlader sit barn. Men man kan jo ikke garantere, at sådan noget aldrig kan ske. Derfor vil en ordning, hvor man har mulighed for at aflevere sit barn anonymt, kunne redde sådan et barn fra at blive lagt et sted, hvor det kunne være frosset ihjel, siger Lisbeth Wilms, sundhedsplejerske i Børnerådet.

Omtrent 80 offentlige og private hospitaler og institutioner i Tyskland har babyluger. Når et barn lægges i lugen, ringer en alarm hos personalet, som henter barnet. Ingen taler med dem, der afleverer barnet, som kommer i en midlertidig familiepleje. Indtil barnet er otte uger gammelt, kan moderen fortryde, at hun vendte barnet ryggen.

Psykiater og kvindeforsker Birgit Petersson sidder i Abortankenævnet, der afgør, om en kvinde kan få en sen abort. Hun kalder erfaringerne fra Tyskland »fantastisk gode«.

- Man bliver nødt til at have babyluger i de tre store byer i Danmark, siger hun.

Igennem de seneste 10 år er godt 320 børn blevet lagt i tyske luger. I samme periode er 11 hittebørn fundet herhjemme. Seks var døde. Ud over at kunne redde nogle af de liv vil lugerne kunne nedbringe antallet af sene aborter, mener Birgit Petersson.

- Man kunne forestille sig, at nogle af de kvinder, der søger sen abort, hellere ville have født det uden alt det der med, at man skal bortadoptere. For det er ikke let at søge om en abort, når man opdager det sent, eller hvad der nu er sket disse kvinder, som gør, at de så desperat vil af med deres barn, siger hun.

Det er vanskeligt at tegne en profil af de kvinder, der efterlader deres spædbarn, men Birgit Petersson vurderer, at der både kan være tale om almindeligt fungerende kvinder, som får en fødselspsykose, og kvinder, der kan være fattige eller bor illegalt i landet. Eller det kan være unge kvinder i indvandrerfamilier, hvor en graviditet bringer stor skam.

- Det gælder også i danske familier, hvis en 14-15-årig bliver gravid, siger hun.

I Jordemoderforeningen er formand Lillan Bondo imod babylugerne, da hun igennem Unicef kender til en undersøgelse, der viser, at det ikke sjældent er mænd, der lægger børn i babyluger.

- Så der er ikke sikkerhed for, at dette er kvindens redningsvej. Det er måske et systematisk misbrug af en kvinde, som udmunder i, at et barn også bliver skaffet af vejen, siger Lillian Bondo.

Hun så hellere en anden tysk ordning indført for at forhindre hittebørn og babydrab: At kvinder kan føde anonymt og blive indkvarteret i særlige mor-barn-huse, hvor jordemødre, sundhedsplejersker og andre hjælper moderen til at tage sig af barnet. Hos en af de store tyske organisationer med mor-barn-hus og babyluge, SterniPark, bliver cirka 60 procent af børnene hos deres mor.

- Vi skal også sikre, at nogen kender de kvinder, som står med et barn i maven. Hvert eneste sted, hvor man har sexarbejdere eller handlede kvinder, skal der være opsøgende arbejde, hvor man gør opmærksom på, hvilke muligheder de har i det danske samfund, siger Lillian Bondo.

Frem for at se på nye initiativer foretrækker socialminister Karen Hækkerup (S) at forebygge, at en kvinde overhovedet kommer i en situation, hvor hun overvejer at efterlade sit barn.

- Det er uhyre vigtigt, at sårbare kvinder får den hjælp, de har behov for allerede under graviditeten, så de ved, at der for eksempel er mulighed for at bortadoptere barnet, skriver ministeren i en mail til Berlingske.