Henrik Qvortrup meddeler torsdag aften på Twitter og Facebook, at han ikke anker sin dom i Se og Hør-sag.

Han blev ved Retten i Glostrup idømt 15 måneders fængsel, hvoraf de tre måneder skal afsones.

På Facebook skriver den tidligere chefredaktør fra Se og Hør, at han er lodret uenig i dommen.

'Samtidig opfatter jeg strafsanktionen som uhørt hård.'

Han skriver videre, at hensynet til familien og overvejelser om blandt andet tidsforbrug har ført til, at han ikke ønsker at anke sagen. 'Nu vil jeg kort sagt videre. Jeg tager derfor den straf, som Retten i Glostrup har udmålt,' skriver Henrik Qvortrup på Facebook.

Samtidig undskylder Qvortrup:

'Den 24. juni 2008 disponerede jeg som chefredaktør for SE og HØR presseetisk og moralsk forkert. Havde jeg vidst dengang, hvad jeg ved i dag, så havde jeg handlet anderledes. Jeg er oprigtig ked af, hvad min beslutning senere bragte med sig. Og jeg undskylder over for de berørte', skriver han på Facebok.

Til Ritzau siger Henrik Qvortrup, at han ikke har yderligere kommentarer til sagen.

Opdateres...