Posttraumatisk stresssyndrom er den lidelse, der sender flest danskere på førtidspension. Flere end 8.000 har siden 2007 fået tilkendt førtidspension på grund af lidelsen.

Posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) er for syvende år i træk den lidelse, der sender flest på førtidspension. Det viser tal fra Ankestyrelsen, skriver Politiken.

Siden 2007 har 8.652 danskere været så plaget af PTSD, at de er blevet fundet ude af stand til at arbejde. Dermed lider knap hver tiende, der får tilkendt førtidspension, af PTSD.

Psykiatrifonden mener ikke, at de læger, som skal stille diagnosen, ved nok om den psykiske lidelse, som kan blive udløst af en voldsom hændelse eller ophobning af traumer over en periode.

»Størstedelen er aldrig blevet tilbudt den rigtige behandling. Derfor ender så mange med en sygdom, der invaliderer dem i forhold til arbejdsliv og social kontakt,« siger Psykiatrifondens formand, Anne Lindhardt, til Politiken.

Både Psykiatrifonden og fagforeningen FOA påpeger, at det ikke kun er flygtninge og krigsveteraner, der får PTSD, men at også brandmænd, betjente, personale på bosteder for psykisk syge og andre belastede arbejdspladser kan blive ramt.

Professor Ask Elklit fra Videnscenter for Posttraumatologi på Syddansk Universitet foreslår et standardiseret behandlingstilbud på området.

Sundhedsminister Nick Hækkerup skriver i en mail til Politiken, at han er opmærksom på, at PTSD ikke kan ramme folk med belastede arbejdspladser, og at det derfor er vigtigt, at der er behandlingstilbud til alle, der rammes af psykisk sygdom.

Ifølge Sundhedsministeriet skal nogle af de 2,2 milliarder kroner, der fredag blev afsat til psykiatrien over de kommende år, blandt andet løfte PTSD-behandlingen.