Psykologen, der fremstår som skurken i en nogle af de mest hjerteskærende scener i dokumentaren »Adoptionens Pris« i TV2 mandag aften, står bag sine handlinger i filmen, hvor han blandt andet bakker op om forældrenes brutale linje over for dengang fire-årige Masho i hjemmet i Holbæk.

Han siger, at han var støtteperson for familien - ikke rådgiver.

- Jeg kan godt forstå, hvis folk synes det ser brutalt ud, siger psykolog Svend Erik Hoffbeck, som Holbæk kommune sendte ud for at hjælpe familien.

- Min funktion var at være støtteperson for familien, ikke at være psykologisk rådgiver, siger Svend Erik Hoffbeck.

Han opfattede lille Mashos tavshed og modvilje som sorg og vrede over at blive fjernet fra sine forældre og Etiopien, som hun kendte, og som modvillighed mod at knytte sig til nogle andre mennesker - adoptivforældrene.

- Fejlen i den her sag sker jo, da pigen nærmest bliver menneskehandlet til Danmark. Det skulle aldrig være gennemført, siger Svend Erik Hoffbeck.

Men den linje, som han var med til at lægge, for at få Masho til at knytte sig til sine danske adoptiv-forældre, står han bag.

- Hun havde en masse sorg og vrede over det, der var sket, og kunne ikke tage imod den kærlighed, som hendes danske adoptivforældre ville give hende, siger Svend Erik Hoffbeck.

Resultatet blev, at lille Masho til sidst blev skilt fra sin lillebror Roba, som blev boende hos Gert og Henriette i Holbæk mens Masho blev sendt på børnehjem.

- Forældrene kunne ikke klare mere. De var totalt færdige. For Masho gik det galt, da hun blev bortadopteret, siger Svend Erik Hoffbeck.

Han er ikke i tvivl om at Gert og Henriette er egnede som adoptivforældre.

- Ja, det mener jeg helt bestemt, de er, siger Svend Erik Hoffbeck.