Ligesom mange andre økonomisk trængte danskere har adskillige prostituerede brug for julehjælp, fordi de ikke har penge nok til julemad og gaver. Det hjælper foreningen LIVa med.

En tilværelse med prostitution giver ikke dyre tasker, en lækker mand på et stort hotelværelse som i »Pretty Woman« eller masser af penge på kontoen. Langt de fleste vælger levevejen, hvor de sælger deres krop, fordi de er økonomisk trængte. Men det bliver sjældent bedre, fordi de risikere at ende i en ond gældsspiral, som også gør det svært at forlade miljøet igen.

Derfor har mange prostituerede - ligesom adskillige andre familier i Danmark - behov for julehjælp, fordi de ikke har råd til anden og risalamanden. Det hjælper foreningen LIVa - Forening mod skadevirkninger af prostitution - dem med, så de og deres børn også kan mærke, at det er jul.

- Vi dømmer ikke disse kvinder, som på den ene eller anden måde er blevet skubbet ud til at ernære sig i et liv med prostitution. Derfor er det ekstra svært, når de gerne vil videre, men økonomien ikke slår til. I LIVa samler vi ind, så kvinderne kan fejre jul med deres familier. Vi uddeler en julekurv med julemad og gaver til børnene, siger Yildiz Akodogan, som er formand for foreningen.