Formanden for Bæredygtigt Landbrug går fri i sag om inhabilitet. Det møder kritik fra professorer.

København. Landbrugs- og Fiskeristyrelsen frikender nu formanden for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen.

Det sker i en sag, hvor han har været beskyldt for inhabilitet.

Sagen handler om, hvorvidt Flemming Fuglede Jørgensen var inhabil, da han i 2014 sad med ved bordet i den såkaldte Promilleafgiftsfond for landbrug.

Som medlem af bestyrelsen godkendte han en ansøgning på 1,5 millioner kroner.

Det var en ansøgning, som Fuglede vel at mærke selv havde underskrevet i kraft af sin anden rolle som formand for organisationen Bæredygtigt Landbrug. Det var netop den organisation, der stod bag ansøgningen.

Det undrer professor ved Københavns Universitet Carsten Henrichsen, der er overrasket over afgørelsen.

- Det er en noget ejendommelig afgørelse, Landbrugs- og Fiskeristyrelsen er nået frem til her, skriver han i en mail til Information.

Michael Gøtze, der også er professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, er enig.

Han siger til Information, at styrelsens vurdering i sagen "ikke har stor juridisk troværdighed".

Information beskrev tilbage i september Fugledes dobbeltrolle.

Dengang kaldte eksperter blandt andet hans rolle "uacceptabel".

Nu har Landbrugs- og Fiskeristyrelsen vurderet sagen.

Styrelsens konklusion er, at Flemming Fuglede Jørgensen ikke var inhabil.

- Det skyldes, at der ikke har været risiko for, at hans tilknytning til Bæredygtigt Landbrug har påvirket medlemmets opgavevaretagelse, skriver styrelsen i sin udtalelse.

/ritzau/