På trods af det politiske fokus på bedre hjælp til ofre for vold, er indsatsen stadig for dårlig, lyder kritikken fra en af landets førende strafferetseksperter.

Den politiske indsats for at hjælpe voldsofre er mest til pynt.

Sådan lyder det fra en af landets førende strafferetseksperter, professor Gorm Toftegaard Nielsen fra Aarhus Universitet, ifølge Kristeligt Dagblad.

Kritikken kommer på trods af, at regeringen i 2012 lancerede en såkaldt offerpakke, der skulle hjælpe ofrene og give dem bedre behandling i retssystemet.

»I en årrække var Danmark førende i forhold til at støtte ofre. Men efterhånden er vi det land i Norden, der tager sig dårligst af ofrene. Et af de grundlæggende spørgsmål er at sikre, at ofre får en mere central rolle i retssagen. Et voldtægtsoffer får et chok, når hun finder ud af, at hun alene er et vidne på linje med andre vidner. I Norge begynder en voldtægtssag med, at man hører offeret. I Danmark møder et voldtægtsoffer bare op,« siger Gorm Toftegaard Nielsen til avisen.

Også advokat Helle Hald fra foreningen Hjælp Voldsofre og formanden for Offerrådgivningen, Steen Knudsen, mener, at ofrene er stillet for dårligt.

Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen (S), siger til Kristeligt Dagblad, at regeringen allerede har gjort en stor indsats ved at oprette Offerfonden, der skal fordele godt 28 millioner kroner om året til voldsofrenes organisationer og til forskning, men hun erkender samtidig, at der fortsat kan gøres mere.