Kurt Jacobsen er professor i historie ved CBS og forfatter til bogen ”Asbest. Magisk mineral og dræberstøv”, der udkom i 2012.
Kurt Jacobsen er professor i historie ved CBS og forfatter til bogen ”Asbest. Magisk mineral og dræberstøv”, der udkom i 2012. Foto: Privat

Klumme af Kurt Jacobsen, professor i historie ved CBS og forfatter til bogen ”Asbest. Magisk mineral og dræberstøv”, der udkom i 2012.

Staten har et medansvar for asbestskandalen i Aalborg. Onsdag drøfter sundhedsordførere, om arbejdernes kræftramte børn og søskende skal kunne få kompensation.

Det er nogle forfærdelige historier, BT har bragt om asbestskandalen fra Dansk Eternit Fabrik i Aalborg og dens ofre. Med til historien hører imidlertid, at en offentlig myndighed havde et hovedansvar for skandalen og for at hundredevis af danskere gennem årene er døde af den frygtede sygdom, lungehindekræft af typen mesotheliom. I dag dør op mod 130 danskere årligt af mesotheliom.

Den offentlige myndighed er Arbejdstilsynet, der førte tilsyn med arbejdsmiljøet på Eternitfabrikken. Op gennem 1950erne og 1960erne samarbejdede Arbejdstilsynets overlæge, Aage Grut, med Eternitfabrikkens tekniske direktør, William Johnsen, om at skjule sundhedsfarerne ved asbest. Det drejede sig om asbestose og lungekræft, der fremkaldes ved langvarig og massiv påvirkning af asbestfibre.

Dødeligt syge af asbest i luften - 1

I 1960erne opstod en mistanke om, at asbest også forårsager mesotheliom – en sygdom, som på det tidspunkt var så sjælden, at mange læger tvivlede på dens eksistens. På en kongres i New York i 1964 dokumenteredes sammenhængen imidlertid, og da en kongres blev afholdt i 1968 i Dresden for at følge op på New York-konferencen, var overlæge Grut og direktør Johnsen begge tilstede.

Ved hjemkomsten konkluderede overlæge Grut i en rapport til Arbejdstilsynets direktør, Geert Drachmann, at det var uomtvisteligt, at asbestfibre kunne fremkalde mesotheliom, og at det kunne ske med meget små doser – blot en enkelt asbestfiber kunne være tilstrækkelig. Hans konklusion var: 'At man ikke kan lave beskyttelsesforanstaltninger mod mesotheliom. Kun forbud mod anvendelse af asbest og asbestprodukter kan sikre mod denne lidelse.'

Alleskolen

Overlæge Grut var klokkeklar i sin konklusion, og for at forebygge enhver tvivl gentog han, at det ikke var muligt 'at forebygge erhvervsbetinget optræden af disse lidelser. Konsekvensen må blive et forbud.'

Alligevel mente overlæge Grut, at hensynet til virksomhedens produktion og økonomi var større end hensynet til arbejderne:

'Det er indiskutabelt, at det vil være urealistisk af tilsynet at forbyde anvendelsen både af økonomiske og tekniske grunde.'

Arbejdsdirektør Drachmann fulgte indstillingen fra overlæge Grut, og mens anvendelsen af asbest fik lov at fortsætte, fik arbejderne og offentligheden intet at vide om den nye sundhedsfare. Arbejderne på fabrikken var de mest udsatte, men kongressen i Dresden konstaterede, at asbest også udgjorde en fare for naboer til fabrikker, der anvendte asbest: 'Omegnsproblemet', betegnede overlæge Grut det.

Direktør William Johnsen var mere direkte i sin beretning til fabrikkens ledelse, hvor han advarede om, 'at problemet var et spørgsmål om hele folkesundheden under hensyn til den stadig større anvendelse af asbest.'

Da Danmark i begyndelsen af 1970erne indførte en grænseværdi for koncentrationen af asbestfibre i luften ved anvendelse af asbest, skete det på grundlag af et princip om 'en acceptabel risiko'.

Grænsen blev to asbestfibre pr. kubikcentimeter luft – eller to millioner asbestfibre i en kubikmeter luft. På en almindelig arbejdsdag indånder en arbejder omkring fem kubikmeter luft indeholdende omkring 10 mio. asbestfibre.

Overlæge Grut vidste, at mesotheliom var udetinget dødelig – og at én fiber i lungerne kunne være nok. Det samme gjorde Arbejdstilsynets direktør, Geert Drachmann, samt direktør William Johnsen fra Eternitfabrikken. Imidlertid var det kun få arbejdere, der ville blive ramt, hvilket indgik i overlæge Gruts overvejelser, da han i en indberetning til direktør arbejdsdirektør Drachmann skrev:

'Når sundhedsmyndighederne vil bagatellisere alvorlige, eventuelt dødelige farer som statistisk betydningsfulde farer, vil man altid kunne indvende, at det for den enkelte er en ringe trøst, at han dør af en sjælden sygdom. Man må altså afveje det fra arbejderens rimelige krav om total afskaffelse af alvorlige sundhedskonsekvenser med de økonomiske konsekvenser.'

Arbejdstilsynet foretog denne afvejning og satte hensynet til produktionen og økonomien over arbejdernes helbred og liv. Den offentlige myndighed, som var sat på jorden for at beskytte arbejderne, svigtede. Man fortav faren, og staten har dermed et udslagsgivende medansvar for, at danskere i dag dør af mesotheliom.

SMS

Hitter på Facebook