Mange flere bliver i dag opereret mod fedme i udlandet, men nu vil privathospitalerne have de fede tilbage.

Med ét slag mistede landets privathospitaler ved årsskiftet et lukrativt marked, nemlig fedmeoperationerne betalt af det offentlige.

Dem skal de overvægtige nemlig nu som hovedregel selv betale.

Patienterne vælger derfor nu i betydeligt omfang at blive opereret i udlandet. Men det er ikke specielt billigere, mener privathospitalerne. De kæmper af den grund nu for at få fedmeoperationerne tilbage på de danske operationsstuer.

Et af landets førende privathospitaler, Aleris-Hamlet, holder i denne måned flere informationsmøder om fedmeoperationer for at trække "kunderne" tilbage og overtale dem til at blive i Danmark.

I 2010 stod de private hospitaler for 88 procent af fedmeoperationerne, så nu er hospitalerne hårdt ramt.

- Branchen har oplevet et fald på over 80 procent i antallet af ventelistepatienter, der er blevet henvist til overvægtskirurgi fra regionerne, oplyser overlæge Peter Funch-Jensen fra Aleris-Hamlet.

Hospitalet driver seks klinikker i Danmark.

Overlægen mener, at det er bekymrende ud fra patienternes perspektiv, at flere og flere lader sig operere i udlandet, fordi et omfattende indgreb mod fedme kræver opfølgning efter en operation.

Også Patientforeningen advarer mod at tage til udlandet for at blive opereret mod fedme.

- Tilgangen til den nødvendige rådgivning og opfølgning er lettere i Danmark. At blive behandlet i Danmark er den optimale løsning, siger bestyrelsesmedlem Mia Nielsen fra Patientforeningen.

/ritzau/