Er det lysende vanvid at bruge 1 mio. kr. af skatteydernes kroner på en bænk? Ja, hvis man spørger flere af bænkens naboer.

Om dagen ligner den en hvilken som helst anden bænk i København, men når mørket falder på, lyser bænken op i et inferno af farver. En såkaldt interaktiv bænk har set dagens lys på Islands Brygge i København. Pris for bænken: 1 million kroner eller godt 100 gange mere end en almindelig bænk.

Den pebrede bænk har sat sindene i kog hos flere af bænkens naboer. Den 36-årige Kenneth Hartmann bor lige overfor bænken, og kan slet ikke forstå, at kommunen har valgt at bruge så mange penge på en enkelt bænk.

- Det er jo vanvittigt og arrogant at bruge så mange penge på en bænk. Der er næsten ingen, der bruger bænken og samtidig er der kun få legeredskaber til børnene. Alle pengene er jo nærmest gået til bænken, siger Kenneth Hartmann.

Den høje pris er også kommet bag på Søren Kastoft, projektchef i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning og en af kræfterne bag bænken:

Spændende by

- Der var tale om et udviklingsprojekt, og det koster altså mange penge at få udviklet og gennemført. Men havde vi vidst, at det ville komme til at koste en million kroner, så er jeg ikke sikker på, at vi ville have valgt den løsning.

Bænken var en del af et udviklingsprojekt, der skulle gøre byrummet mere attraktivt og spændende. Naboen Kenneth Hartmann er enig i, at det er en god idé at tænke nyskabende og anderledes, men derfor mener han stadig, at kommunen er gået over stregen.

Klager til kommunen

- Det er fint, at de vil prøve noget nyt, men prisen er simpelthen for høj. Tænk på alle de ting, som pengene ellers kunne være blevet brugt på, siger Kenneth Hartmann, som derfor har valgt at sende en klage til Københavns Kommune.

Søren Kastoft kan godt forstå, hvis naboer som Kenneth Hartmann mener, at pengene skulle være brugt anderledes, og han er også åben over for at få banet vejen for en dialog mellem utilfredse naboer og kommunen.

- Det er jo ærgerligt, hvis brugerne ikke er tilfredse. Det har jo ikke været vores hensigt at skuffe folk, og derfor er jeg også klar til at få starte en dialog for at få klarlagt, om der er noget, vi skal have ændret.

KOM MED DIN KOMMENTÉR I BUNDEN AF ARTIKLEN