To af Danmarks allerrigeste er med på hesteryg, når det danske dressurlandshold tager til OL i Rio. Til gengæld blev der ikke plads til prinsessen.

Danmarks rigeste mand, Kjeld Kirk Kristiansen, kommer nok til at knibe en tåre eller to, når dressurkonkurrencerne under dettes års OL løber af stablen i Rio. Hans yngste datter, 33-årige Agnete Kirk Thinggaard, er nemlig netop blevet udtaget til til at repræsentere Danmark ved OL i dressurridning - for første gang nogensinde.

Og det må vække følelser hos Kjeld Kirk Kristiansen, som er kendt som særdeles hesteinteresseret. Rigmanden ejer to af Danmarks største stutterier, og han har da også flere gange tidligere stået på sidelinjen, da hans tidligere toprytter Andreas Helgstrand høstede medaljer under OL og VM.

Men denne gang er det altså ikke en ansat rytter, men hans egen datter, der efter et lyn-comeback i ridesporten skal forsøge at skaffe medaljer til Danmark.

Udtagelsen er en drøm, der er gået i opfyldelse for Agnete Kirk Thinggaard, der har arvet sin fars hesteinteresse. Men det er også et resultat af hårdt arbejde. Det fortæller hun til BT.

»Det er bare helt fantastisk. Jeg vidste, at hvis jeg hang i og knoklede og gjorde alt, hvad der skulle til, så var der en chance for, at jeg kunne komme med til Rio,« fortæller den unge kvinde, der begyndte at ride som fire-fem årig.

Hun nåede da også at blive en rigtig dygtig rytter, der blandt andet vandt de nordiske mesterskaber i sine junior- og ungrytter år, inden hun i begyndelsen af 20'erne valgte at stoppe med ridningen. Hendes tophest blev skadet, og sammen med sin kæreste (nuværende mand, berider Claus Thinggaard, red.) tog hun i stedet ud at rejse. Derefter besluttede parret at få børn, og så var tiden til heste knap.

Men ikke desto mindre besluttede milliardærarvingen for fire år siden, at hun ville genoptage sin store passion. Det skete, da hun overværede OL i London:

»Der kunne jeg mærke, at det begyndte at krible i mig, og så besluttede jeg mig for at genoptage ridningen«, fortæller hun i et større interview, som BT bringer onsdag.

På rekordtid og godt hjulpet på vej med købet af den finske landsholdshest Jo Jo Az, som hun købte i 2013, viste Agnete Kirk Thinggaard, at hun er så målrettet som konkurrencerytter, at hun nu er røget helt til top blandt Danmarks bedste dressurryttere.

Det var Dansk Idræts Forbunds bestyrelse, der tirsdag offentliggjorde de fire ekvipager, der er udtaget til OL. Udover Agnete Kirk Thinggaard er også en anden af Danmarks allerrigeste kvinder, nemlig arvingen til sko-imperiet Ecco, Anna Kasprzak, udtaget. Derudover udgøres holdet af den erfarne 40-årige rytter Anders Dahl samt at dressurtalentet, 24-årige Cathrine Dufour.

Af de fire er 26-årige Anna Kasprzak den eneste, der ikke er OL-debutant. Hun var nemlig også med ved OL i London for fire år siden, og er dermed den mest erfare OL-deltager på holdet.

Mens de fire ekvipager kan glæde sig over, at skulle forsvare Danmark i Brasilien, så blev der ikke plads på holdet til OL-veteranen, prinsesse Nathalie, der ellers har deltaget ved de seneste to OL for Danmark, mens hun var reserve i 2000 og 2004.

KØB BT ONSDAG ELLER KLIK IND PÅ PLUS OG LÆS HELE DET STORE INTERVIEW MED AGNETE KIRK THINGGAARD LIGE HER :

- SÅDAN HAR KJELD KIRK KRISTIANSEN  DET MED DATTERENS OL-DELTAGELSE

- DERFOR RIDER HUN IKKE PÅ SIN FARS HESTE

- SÅ STORE DRØMME HAR AGNETE KIRK THINGGAARD