Marie Cavallier begyndte sin tilværelse i Danmark på Schackenborg. I dag bor familien i villa nord for København. Lørdag den 6. februar fylder hun 40 år.

København:

Da prinsesse Maries og prins Joachims datter, Athena, for nylig fyldte fire år, blev kongehusets faste fotograf kaldt til haven på Amalienborg for at forevige den lille pige legende i sneen.

Billederne, som kan ses på kongehusets hjemmeside, kunne også have været taget på Emiliekildevej i Klampenborg nord for København, for det er her regentparrets yngste søn og svigerdatter bor.

Langt fra Schackenborg i Møgeltønder, hvor Marie, der fylder 40 år den 6. februar, begyndte sin tilværelse som dansk prinsesse.

Parret lærte hinanden at kende i 2005, samme år som prins Joachim blev skilt fra prinsesse (nu grevinde) Alexandra. Bagude lå nogle turbulente år for prinsen med pinlige diskoteksbesøg og en fremstilling i medierne som noget af en stivstikker.

Men så trådte en berejst mørkhåret kvinde til. Opvokset i en stor søskendeflok i Frankrig og Schweiz og med studier i internationale erhvervsforhold og økonomi i bagagen.

Begyndelsen var svær, for den smilende kvinde med den lille hvide hund skulle lige lære at beherske sin åbenmundethed over for pressen. På et tidspunkt blev interessen så overvældende, at hun besluttede at tage en tænkepause. Det forlød, at parret var gået hver til sit.

Adskillelsen blev dog kort, for nogle måneder senere blev Marie Cavallier præsenteret for dronningen, og i 2008 var der bryllup i Møgeltønder Kirke.

Et vendepunkt for prins Joachim, eller som han selv siden har udtrykt det i et interview med magasinet Euroman:

- Min kone skal have æren for alle de punkter, hvor jeg har forbedret mig.

Med i ægteskabet fulgte prins Joachims sønner, Nikolai og Felix. En moderne kongelig familie var født med weekendbesøg hos far og bonusmor på Schackenborg.

Siden voksede familien med prins Henrik i 2009 og prinsesse Athena i 2012.

Ligesom deres storebrødre kom de i institution i Møgeltønder, men barndommen i det sønderjyske blev kort, for i 2014 meddelte hoffet, at familien havde besluttet at forlade Schackenborg og flytte til København.

Først til parrets lejlighed på Amalienborg og siden til den 600 kvadratmeter store villa i Klampenborg.

Selv har Marie og Joachim begrundet flytningen med, at de ville tættere på familien, og at det var vanskeligt at forene de officielle pligter med at drive landbrug i Sønderjylland.

Pligterne for prinsesse Marie spænder vidt. Danmarks Skiforbund, Det Danske Studenterhus i Paris og Folkekirkens Nødhjælp er blandt de 14 protektioner. Dertil et par patientforeninger, blandt andet Landsforeningen Autisme.

Her fortæller landsformand Heidi Thamestrup om engageret protektor:

- Hun forstår både at sætte sig ind i den nyeste forskning og tale med de familier, som er berørt af autisme. Hendes engagement er meget oprigtigt.

/ritzau/