Sagen om aflivningen af den danske hund Thor har vakt så stor genlyd i udlandet, at den tyske prinsesse og dyreven Maja von Hohenzollern nu sender en hjerteskærende appel til dansk politi om at lade hunden leve.

- Lad Thor leve, skriver hun på sin Facebook-profil.

Den 23. september sidste år blev en skæbnesvanger dag for hunden Thor. Den kom op at slås med gravhunden Mudi, og politiet opfattede det som et angreb fra Thors side, men da Thor er en blandingsrace - en Amstaff-blanding ifølge politiet, er den på listen over ulovlige hunderacer og skal aflives.

Retten i Odense får lige nu undersøgt, om det vitterligt er en ulovlig race, og aflivningen er udskudt på ubestemt tid.



Historien vækker stor harme på Facebook, og den tyske prinsesse er meget rystet.

-  Dyr er guds skabninger og har en sjæl. Dronning Margrethe og Prins Henrik af Danmark viser offentligt deres kærlighed til hunde ved offentlige arrangementer, skriver hun.

Hun mener, at aflivningen af Thor er lige så slem som racisme mod mennesker.

- Hvis der er racisme mod dyr, kan man næppe forvente, at racisme mod mennesker ophører. Det handler om tolerance og respekt for menneskers og dyr. Det er vi nødt til at eksemplificere for børn og unge i dag, hvis vi vil have, at tingene vil ændre sig. lad Thor leve, opfordrer hun.

Billedet af hunden er blevet delt flittigt i Tyskland under overskriften 'Stop Thors Murderes'.