Den 50-årige madanmelder, tv-kok og manuskriptforfatter Adam Price skal efter tre års ægteskab med Mischa Jemer nu skilles. Det skriver ugebladet TÆT PÅ.

»Efter snart otte år sammen har vi besluttet at gå hver til sit. Vi har elsket og levet stort og voldsomt og har været på utallige eventyret,« fortæller parret i en fælles udtalelse til TÆT PÅ.

»Men stort arbejdspres og hverdagens mange udfordringer har også kostet, og det tager vi konsekvensen af.«

Parret fortæller desuden, at selvom de nu går hver til sit og skilles, så bliver det som gode venner, der ønsker at fortsætte deres professionelle samarbejde. Mischa Jemer står bl.a. bag det gastronomiske event ‘Årets ret’, der er en form for Oscar-uddeling for kokke. Og det var også her parret i sin tid mødte hinanden, da Adam Price var konferencier.

»Hun syntes hverken jeg var pæn eller interessant, og så har man jo et problem. Så det eneste jeg kunne gøre var at spørge, om vi ikke skulle mødes og evaluere eventen for at finde ud af, hvordan vi kunne gøre det bedre næste år,« fortalte Adam Price i et interview til Alt for damerne tilbage i 2013.

Adam Price blev gift med 39-årige Mischa Jemer tilbage i juli 2012 ved et kirkebryllup i Frederiksberg Kirke. De mødte hinanden første gang i 2010, og i december 2011 gik Adam Price på knæ for Mischa Jemer i Sydfrankrig.

Det er anden gang Adam Price, der er lillebror til musikeren James Price, skal skilles. Og det er derfor ikke et helt nyt landskab, som tv-kokken nu bevæger sig ind i. I bogen ‘Brdr. Price - Maden, musikken, livet og kærligheden’ fra 2010 fortæller Adam Price, hvordan hans forsøg med kærligheden ikke altid er endt lykkeligt.

'Jeg har ikke nødvendigvis opført mig særlig godt i de kæresteforhold, jeg har haft, og har i allerhøjeste grad gjort mig skyldig i misligholdelse’, siger han blandt andet i bogen.

Adam Price har to børn fra tidligere forhold. For 20 år siden fik han datteren Josephine, og i 2008 fik han sønnen Storm med sin daværende kæreste Lærke Kløvedal.

Adam Price er søn af skuespillerparret Birgitte Price og John Price.