Tvinger dårlig ryg, eksem eller andre skavanker nogen til at skifte fag, så kan postnummeret blive lodsedlen til en ny karriere - eller en blank nitte.

Der er stor forskel på, hvor nærige eller rundhåndede kommunerne er med at give revalidering, viser tal fra jobindsats.dk

Det skriver Fagbladet FOA torsdag.

Fredericia er den kommune i landet, der gør mest brug af revalidering. Her var 0,8 procent af arbejdsstyrken - 177 personer - på revalidering i maj i år.

Men i nabokommunen Middelfart er kun halvt så stor en del af arbejdsstyrken på revalidering - 0,4 procent eller 74 personer.

Kristiane Pedersen er en af dem, der bor på den forkerte side af Lillebæltsbroen. Hendes skulder sagde stop til arbejdet som social- og sundhedsassistent, men kommunen afviste revalidering.

Så hun må klare sig for en SU på 5.662 kroner om måneden, mens hun videreuddanner sig til sygeplejerske.

Heldigere er Karina Toft Kjær, som bor i Fredericia. For hende betød håndeksem farvel til arbejdet som social- og sundhedsassistent. Men hun får en revalideringsydelse på 17.073 kroner om måneden af kommunen, mens hun tager uddannelsen til socialrådgiver.

- Jeg føler mig heldig. Med børn og hus ville det have været svært at gå ned på SU, siger hun.

John Klausen er lektor i socialret ved Aalborg Universitet og har forsket i revalidering. Han undrer sig over de store forskelle mellem landets kommuner.

- Loven lægger ikke op til en så forskellig praksis. Desuden har vi set et fald i revalidering de seneste ti år, som heller ikke kan forklares med lovgivning alene. Det tyder på, at nogle kommuner er for restriktive med at give revalidering i forhold til, hvad loven lægger op til, siger han.

BNB