Har du set en af episoderne eller hørt om lignende problemer, så vil BT meget gerne tale med dig på 1929@bt.dk eller på Facebook.

PostNord meddelte mandag, at postselskabet har stoppet postomdeling i Odense-bydelen, Vollsmose.

Chefen for distribution hos PostNord Danmark, Michael Frölich, forklarer over for BT, hvad der konkret har ført til den drastiske beslutning.

Ifølge Michael Fröhlich var der to hændelser i den forgangne uge, som har været helt uacceptable.

»Onsdag var der indbrud i en af vores biler. Vores medarbejder ser, at mere end én person forsøger at komme ind i bilen, og derefter bliver vores ansatte mødt med en verbal trussel,« fortæller Michael Fröhlich og fortsætter:

»I fredags er der en anden ansat, der er inde i en opgang, hvor der så kommer en og tager fysisk fat og giver en besked om, at vi skal holde os ude af deres område.«

PostNord-chefen oplyser, at der er stillet psykologisk beredskab klar til de to medarbejdere.

Den manglende omdeling i området vil også gælde i morgen. Og ‘hvis situationen er fornuftig,’ vil PostNord omdele breve og ugeaviser på onsdag. Modtagere af pakker vil få besked om, at de kan hente deres pakke på posthuset.

»Breve er simpelthen hurtigere at omdele, så vi kan komme hurtigt ud igen,« siger Michael Frölich.

Han fortæller, at særligt rutinerede medarbejdere vil få opgaven at omdele post i Vollsmose. Men der vil ikke blive tale om tvang, forsikrer han. Derfor kan det blive aktuelt at vurdere, om posten også i fremtiden skal sættes på stand by i Vollsmose, hvis postbude ikke tør gå i området.