Post Danmark har i den grad skulle spænde bæltet ind i det seneste halvandet år, men sparekniven ramte dog langt fra den afgående generaldirektør Helge Israelsen.

Da han i juni 2009 gik af i forbindelse med fusionen med svenske Posten AB udløste det en sand pengeregn, skriver Ekstra Bladet.

Helge Israelsen fik således 2,2 mio. kroner i løn for det sidste halve år, 3,3 mio. i fratrædelsesgodtgørelse og endelig udnyttede han aktieoptioner for 3,4 mio. kroner. Samlet set en pengepose på 8,9 mio. kroner - svarende til godt 70.000 kroner pr. arbejdsdag det sidste halve år - eller månedslønnen for 70 postbude i samme periode.

Professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Flemming Ibsen mener ikke, at der rimelighed i en fratrædelsesgodtgørelse af den størrelse.

- Han har jo haft skyhøje lønninger i hele sit erhvervsaktive liv. Hvorfor skal man så forære ham kæmpestore gaver, når han går af? Det er gaveorgie i samme periode, som hans medarbejdere bliver fyret i stribevis, og de resterende må nøjes med minimale lønstigninger i næste overenskomstperiode, siger han til Ekstra Bladet.

Flemming Ibsen mener heller ikke Helge Israelsen arbejdsindsats for Post Danmark kan retfærdiggøre de mange millioner kroner.
 
- Denne her gavebod med offentlige midler kan jo heller ikke på nogen måde retfærdiggøres ved, at han har skaffet kæmpestore profitter. Han har højest sparet penge ved fyringer og rationaliseringer. Og det virker jo stødende, at vi skal være med til at belønne den slags, sige han.

Bestyrelsesformand i Posten Norden Fritz Schur mener ikke, at Helge Israelsen er blevet særligt forgyldt for det sidste halve år i posttrøjen.

- Det er helt almindelig praksis i dansk erhvervsliv, at når man fratræder en sådan stilling, så får man et års gage, siger han.