Det kendte danske tøjmærke Bruuns Bazar er gået konkurs. Det skriver eb.dk

Bruuns Bazar, der blev stiftet af brødrene Bjørn og Teis Bruun, har siden 1994 produceret smart designertøj til kvinder og mænd. Men nu er tøjmærket altså gået konkurs, har Bruuns Bazar meddelt i en pressemeddelelse ifølge eb.dk.

Og det er da også en ærgerlig Bjørn Bruun, der bekræfter overfor eb.dk, at brødrene har måttet smide håndklædet i ringen og opgive at køre livsværket videre.

»Vi har troet på det og knoklet med det i rigtig mange år, og derfor er det rigtig ærgerligt. Vi var lidt af en institution efter så mange år, men livet bevæger sig videre, og der er mange andre smukke eventyr,« siger Bjørn Bruun. Han ønsker ikke at udtale sig yderligere.

Ifølge pressemeddelelsen, som modemagasinet costume.dk har lagt ud, var selskabet efter problemer med økonomien kommet halvvejs igennem en turn-around, da man måtte opgive på grund af manglende langsigtet finansiering til at gennemføre anden og sidste del af virksomhedens genopretning.

’Vi beklager dybt overfor vores dygtige medarbejdere og samhandelspartnere i ind- og udland, at der ikke kunne findes en langsigtet finansiel løsning til trods for ejernes villighed til at indskyde et tocifret millionbeløb i yderlig kapital til at udvikle Bruuns Bazaar brandet’, skriver Bruuns Bazar ifølge costume.dk.

Bjørn Bruun stiftede sammen med sin bror Bruuns Bazar.
Bjørn Bruun stiftede sammen med sin bror Bruuns Bazar. Foto: Anders Kristensen
Vis mere

De to tøjmærker 'Baum und Pferdgarten' og 'Six Ames', som Bruuns Bazar også ejer, er dog ikke omfattet af konkursbegæringen og fortsætter begge uændret.

Har du oplysninger i sagen, så kontakt bt.dk på 1929@bt.dk eller send en sms til 1929.