Problemerne hober sig lige nu op for folkene bag de to populære festivaler Tinderbox i Odense og NorthSide i Aarhus. Ikke nok med at Northside kæmper med at få solgt billetterne og Tinderbox har brudt med de to populære konferenciers Peter Falktoft og Felix Smith.
Nu viser det sig, at de to festivaler endnu ikke har afleveret regnskaberne, som skulle have været indberettet 31. maj i år.
Det skriver Ekstra Bladet.
Dermed risikerer festivalerne nu tvangsopløsning. Det oplyser Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til Ekstra Bladet.
'Styrelsen har ikke modtaget årsrapporten og har rykket selskabet med en frist på 4 uger. Modtages årsrapporten ikke inden for denne frist, kan/vil styrelsen oversende selskabet til skifteretten med anmodning om tvangsopløsning,' lyder det i et svar fra myndigheden.
Mens det bliver første regnskab for Tinderbox Entertainment ApS, har NorthSide tidligere afleveret regnskaber.
I det seneste regnskab kom NorthSide således ud med et overskud på 4,9 millioner kroner. Men pengene forblev ikke i selskabet. Tværtimod har ejerne bag trukket 8,6 millioner kroner ud af selskabet de seneste to regnskaber og efterladt egenkapitalen i minus med 6.439 kroner.
Brian Nielsen er festivalchef på og medejer af begge festivaler. Ekstra Bladet ville gerne have været i kontakt med ham for at høre, hvorfor selskaberne ikke har afleveret regnskaberne endnu. Men pressemand på Tinderbox, Morten Hopballe, fortæller, at Brian Nielsen ikke ønsker at stille op til interview. I stedet siger pressemanden:
»Regnskaberne er blevet forsinkede, fordi vores revisorer skulle afklare nogle teknikaliteter i aflæggelsen, inden det kunne fremlægges,« siger Morten Hopballe.
Spørgsmål: Hvad er det for nogle teknikaliteter?
"Det har vi ikke nogen kommentarer til," siger Morten Hopballe.