Meldingen over 112 lød lørdag klokken 14.13 på drukneulykke i Gudenå, men så galt gik det gudskelov ikke ved Den Blå Bro, Tørvebryggen i Randers.

En polterabend blev til gengæld lidt sjovere at fortælle om i fremtiden, da en af deltagerne i lørdagens festligheder blev reddet af politi, Falck og Randers Brandvæsen.

Han sad nemlig hjælpeløst fanget i en af de store luftbolde, man kan leje for at fornøje sig på vandet. Men snoren knækkede, og den 24-årige mand, bror til den kommende brudgom, kunne ikke andet end at lade vinden bestemme farten og ruten. Han havnede i sivene, mens der blev ringet til 112.

»Vi troede jo, at vi skulle ud til noget meget alvorligt, men jeg må indrømme, at vi alle trak lidt på smilebåndet, da vi fandt ud af, hvad der var fat. Vi satte en båd i fra Bådvænget, sejlede ud og fik fat i snoren og fik manden i bolden bugseret ind igen. Han led ikke overlast og skulle heller ikke tjekkes på skadestuen,« lyder det fra indsatsleder Christian Nøddelund, Randers Brandvæsen.

KENDER DU DEN UHELDIGE? Tip BT på 1929@bt.dk, hvis du kender manden i luftbolden.

Indsatslederen fortæller, at den kommende brudgom på forhånd havde advaret sine kammerater og sagt, at der ikke skulle ske noget farligt, men det blev altså alligevel nødvendigt med en professionel redning i løbet af polterabend-festlighederne.

Ups, det gik galt lørdag eftermiddag, da snoren knækkede til en af de store luftbolde, som vinden tog på Gudenå. Randers Brandvæsen måtte hive manden i land. Privatfoto
Ups, det gik galt lørdag eftermiddag, da snoren knækkede til en af de store luftbolde, som vinden tog på Gudenå. Randers Brandvæsen måtte hive manden i land. Privatfoto
Vis mere