Michal Kowalczyk kom til Danmark for at arbejde, men hans søn bor i Polen.

Michal Kowalczyk er eksemplet på en af de polakker, der er lagt allermest for had i disse dage. Han arbejder i Danmark og modtager den omstridte børnecheck til sin søn, der bor i Polen.

Børnechecken er centrum for en kamp mellem de danske partier, der er rasende uenige om, hvem der skal have ret til børnechecken. EU kræver nemlig, at checken skal kunne udbetales til EU-borgere, der arbejder i Danmark- også selvom deres børn bor i et andet land. Hvis en polak som Michal Kowalczyk eksempelvis tager arbejde i Danmark, skal han kunne sende sine skattebetalte børnepenge hjem til familien i Polen.

Men det var ikke de danske velfærdsydelser som børnechecken, som lokkede Michael Kowalczyk til Danmark.

Læs også: Forstå slagsmålet om børnechecken på 3 minutter

- I begyndelsen var det på grund af arbejdet. Lønnen i Polen er meget dårlig, og det var umuligt at klare sig for den. I dag er det, fordi jeg har et virkelig godt liv, hvor jeg ikke længere er bange for fremtiden, siger Michal Kowalczyk.

Han boede sammen med sin kone og nyfødte søn i en lejet lejlighed få kilometer uden for byen Stettin i det nordvestlige Polen. Men det var svært at finde arbejde og svært for ham at forsørge familien. Det var en kammerat, der opfordrede ham til at søge arbejde i Danmark, og han endte med at få job som montør i Aalborg.

- Jeg aftalte med min kone, at jeg skulle tage arbejdet i nogle måneder. Det var hårdt at skulle forlade min kone og søn, men jeg regnede ikke med, at det ville blive for en længere periode.

Michal blev glad for arbejdet i Danmark. Men det blev hans kone ikke. Hun følte sig alene og var jaloux på det liv, Michal havde i Danmark.

Drømme om fremtiden

- Jeg var selv så glad. Hver dag. Det var et godt job, og jeg fik hele tiden nye udfordringer og lærte nyt. Det var spændende. Jeg havde ikke længere noget at bekymre mig om. Jeg turde igen begynde at drømme og lægge planer om fremtiden.

Men forskellen på hverdagen for de to ægtefæller blev for stor.

- Det endte med, at jeg blev skilt. Nu ser jeg kun min søn en gang om måneden. Men jeg kan stadig være med til at forsørge dem, og købe ting til min søn.

Hvem fortalte dig om muligheden for at få børnepenge?

- Det gjorde en af mine kollegaer tilfældigt, da jeg havde været her i nogle måneder.

Hvad er din holdning til debatten om børnechecken?

- For mig handler det om, at når man arbejder i Danmark og betaler skat, så får man børnepenge til sine børn. Jeg betaler 38 pct. i skat af min løn hver måned. Jeg er her ikke for at få børnepenge. Jeg er her for at arbejde, siger Michal Kowalczyk.