Rystende videobilleder viser, hvordan ti amerikanske betjente gennemtæver en 30-årig mand.

Da den 30-årige Francis Pusok tog flugten fra politiet i San Bernardino i Californien torsdag - først i bil og siden på hesteryg - var straffen hård, da de amerikanske betjente endelig indhentede ham.

Den brutale anholdelse blev fanget af videobilleder af en helikopter tilhørende nyhedsstationen KNBC og viser, hvordan betjente først flår den 30-årige Francis Pusok af hesten ved at skyde ham med en strømpistol. Flere betjente følger trop og tildeler ham ikke færre end 17 spark og 37 slag ifølge KNBC's journalist.

Francis Pusok, der var mistænkt for at stå bag identitetstyveri, blev efterfølgende hastet til hospitalet, men er nu udskrevet.

Sagen er under efterforskning, og politiet har nu sendt de ti implicerede betjente på 'administrativ orlov', oplyser San Bernardinos sherif.

»Videoen vedrørende denne arrestation er foruroligende, og jeg har straks bedt om en intern undersøgelse,« lyder det fra San Bernardinos sherif John McMahon i en erklæring ifølge CNN.

Forud for den voldsomme anholdelse var gået tre timers biljagt, inden Francis Pusok fortsatte flugten til hest, hvor politiet til slut indhentede ham.