Det er respektløst, at der er nogen der lægger blomster på det sted, hvor politiet dræbte den formodede gerningsmand fra lørdagens terrorangreb, mener politikere.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

Det er respektløst, når flere mennesker har lagt ved blomster på Svanevej på Nørrebro, hvor den formodede gerningsmand fra weekendens terrorangreb blev dræbt efter en skududveksling med politiet.

Det mener de Konservatives formand Søren Pape Poulsen (K).

»Vi lægger blomster ved Krudttønden og synagogen for at æres de mennesker, der mistede deres liv. At lægge blomster ved terroristens drabssted er respektløst over for det, der er sket,« siger Søren Pape Poulsen.

Er der pårørende til gerningsmanden, der har brug for at sørge, må de gøre det et andet sted.

»Man må sørge over ham derhjemme. Lægger man blomster på et offentligt sted, så ærer man og mindes nogen. Og sådan en som ham skal hverken æres eller mindes. Man skal holde meget øje med det symbol, der er i at lægge blomster på et offentligt sted. Det betyder jo, at man ærer og mindes nogen, og så sender man signal om, at man ærer en terrorist. Og det synes jeg er meget usympatisk,« lyder det fra den konservative formand.

Samme kritik kommer fra Venstres Jakob Engel-Schmidt (V).

»Jeg har svært ved at forstå, at nogen har behov for at gøre det. Selvfølgelig er der også nogen, der er kede af, at han er død. Men vi har de sidste par dage oplevet en fuldstændig ukendt situation i Danmark, og jeg har svært ved at forstå, at nogen har behov for at lægge blomster et sted, hvor politiet var i ildkamp med en terrorist,« siger han og fortsætter:

»De blomster, der bliver lagt der, er med til at adskille os i »os og dem«, og det har vi ikke behov for lige nu. Hvis man har behov for at lægge blomster, er de to oplagte steder ved Krudttønden på Østerbro og synagogen i Krystalgade,« siger han.

SMS

Hitter på Facebook