Fra begge politiske fløje vælter kritikken ned over Odense Universitetshospial (OUH) efter nye sager om overmedicinering af kræftpatienter.

BT kan i dag fortælle, at også to patienter med lungekræft er blevet overmedicineret på grund af en indtastningsfejl i blandingsudstyret på sygehusets apotek. Den ene 57-årige patient er endda blevet overmedicineret fem gange fra december 2013 til marts i år.

Tidligere i år kom det frem, at i alt 99 patienter med prostatakræft var blevet overmedicineret med op til 20 procent med en giftig celledræbende kemomedicin i Odense, Aarhus og Vejle, fordi hospitalerne havde tastet forkerte oplysninger ind i blandingssystemet.

Halvdelen af sagerne om overmedicinering - helt præcis 46 - skete på netop Odense Universitetshospital, og efter en aktindsigt fra BT kom det i marts frem, at yderligere syv patienter med prostatakræft også var blevet overmedicineret i forbindelse med et forskningsforsøg med kemomedicinen i 2011.

De Konservatives sundhedsordfører Mai Marcado er chokeret over, at der bliver ved med at dukke nye sager op.

Hun påpeger, at sygehusets ledelse allerede 31. januar lovede at stramme op, da den første sag om overmedicinering kom frem. Men først i april opdager sygehuset, at også to lungekræftpatienters medicindosis er tastet forkert ind i medicinblandingssystemet.

- Jeg synes det er rædselsfuld læsning, at endnu flere patienter er blevet overmedicineret. Jeg føler, at man sidder og venter på, at der dukker den ene sag om overmedicinering op efter den anden uden, at der sker noget som helst. Der er brug for en grundig uvildig undersøgelse, så vi kan ryddet op. Det her kan, hverken politikere, borgere eller patienter være tjent med.

Også Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixtvil vil have en uvildig undersøgelse.

- Dette viser at OUH har et kæmpe forklaringsproblem. Jeg mener, at der må ske en gennemgribende undersøgelse af uvildige, og det vil jeg se, om ikke vi kan få opbakning til på tværs af partierne, for så må ministeren sikre at det sker.

SFs sundhedsordfører Øzlem Cekic vil bede Ombudsmanden vurdere sagen.

- Jeg mener, at sagen er så grel at Ombudsmanden skal ind i sagen. Jeg er chokeret over alle de nye oplysninger, der kommer frem. Der er brug for at rydde op i OUH, så det ikke sker igen. Det virker som om, der er fuldstændig kaos i forhold til medicineringen. Det skader både de forløb patienterne går igennem nu, fordi de mister tilliden til afdelingen, men svækker også i den grad forventningerne til hospitalet, siger hun.

Sundhedsminister Nick Hækkerup kalder den nye sag for 'bekymrende'. I marts bad han Danske Regioner om en samlet redegørelse over hele sagen om i alt 106 prostatakræftpatienters overmedicinering i Odense, Aarhus og Vejle fra 2011 til 2013.

Efter den nye sag om overmedicinering af patienter med lungekræft forventer ministeren, at redegørelsen ser udover fremstillingen af kemo til prostatakræftpatienter og ligeledes omhandler blandingen af medicin til andre kræftpatienter.

- Det er i alles interesse, at vi en gang for alle kommer til bunds i denne her sag, og derfor forventer jeg også, at den redegørelse, jeg har bestilt hos regionerne, vil se bredt på sygehusapotekets fremstilling af medicin til alle kræftpatienter, der er blevet behandlet i Odense, siger Nick Hækkerup til BT.