To trafikordfører fra henholdsvis Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti mener, at bagageportørernes forhold er kritisable og efterlyser handling hos SAS og Novia.

- Det er meget alarmerende, at bagageportørerne i Københavns Lufthavn har de forhold. Man har alle dage været klar over, at bagageportørerne har et meget hårdt arbejde, men jeg mener, at lufthavnen, SAS og Novia nu må gå i dialog med 3F for at løse de her problemer, siger Socialdemokraternes trafikordfører Rasmus Prehn til BT oven på de seneste dages afsløringer af bagageportørernes elendige forhold.

LÆS OGSÅ:

BT kunne lørdag og søndag fortælle, hvordan forholdene i Københavns Lufthavn er yderst hårde og farlige for bagageportørernes helbred. Noget en rapport fra Arbejdstilsynet bekræfter. Adskillige har fået svære og invaliderende arbejdsskader pga. mange og tunge løft af bagage. Og tre personer har fået anerkendt blærekræft som en arbejdsskade efter mange års arbejde i den forurenede luft i lufthavnen.

Og den problematik, mener Rasmus Prehn, man skal tage meget alvorligt.

- At løfte og slæbe tunge kufferter kendetegner det at være bagageportør. Men med den her rapport fra Arbejdstilsynet og de tal fra 3F, så skal man tage kritikken utrolig alvorligt hos SAS og Novia, siger Rasmus Prehn, der ikke vil udelukke en politisk indgriben, hvis ikke parterne selv kan finde ud af at forbedre situationen for de 11-12 hundrede bagageportører i Københavns Lufthavn.

- Vi skal sende et kraftigt signal om, at der skal strammes op. Jeg vil ikke udelukke en opstramning af reglerne på området, men først må arbejdsgiverne og lønmodtagerne i lufthavnen forsøge at finde en løsning på problemet, siger han.

Også hos Dansk Folkeparti mener man, at det er kritisabelt, at forholdene for bagageportørerne ikke er bedre.

- Det er uacceptabelt, når bagageportørerne har dårlige hjælpemidler. For der er regler, når det kommer til tunge løft. SAS burde gå forrest som et godt eksempel og passe på sine medarbejdere. Det ville også være det bedste for SAS, siger trafikordfører hos Dansk Folkeparti Kim Christiansen til BT.

LÆS OGSÅ:

Han mener også, at SAS og Novia skal tage kritikken fra Arbejdstilsynet alvorligt.

- De skal tage påbudet til efterretning og så få ændret problemet, så det overholder Arbejdstilsynets krav, siger Kim Christiansen.

BT kunne søndag fortælle, at 3F i Kastrup oplever hele 180 arbejdsskader om året blandt bagageportørerne. Det svarer til en arbejdsskade hver anden dag. Noget begge trafikordfører finder rystende.

Både Rasmus Prehn og Kim Christiansen mener, at det vil være i alles interesser, at SAS og Novia får styr på bagageportørernes forhold.

- Der kan kun være mange udgifter ved, at så mange bagageportører bliver skadet og syge. Det er både dårlig stil og dårlig reklame for SAS og Novia. Derfor bør de få rettet op. Det er i alles interesse, siger Rasmus Prehn.

- Man skal behandle sine medarbejdere ordentlig. Og det er heller ikke godt for selskabernes økonomi, at deres medarbejdere er syge, understreger Kim Christiansen.