Politiker: Netto bør donere overskudsmad til værdigt trængende

Dansk Supermarked bør donere overskydende mad til trængende - i stedet for at smide den ud. Sådan lyder budskabet fra SF's rådmand på Frederiksberg, Balder Mørk Andersen.

- Jeg vil på det kraftigste opfordre Dansk Supermarked, men også andre, til at tage et socialt ansvar på sig. Når man ved, at der er behov for de overskydende varer, er det næsten til at tude over, så meget brugbar mad, som Dansk Supermarked dagligt smider ud, skriver han i en pressemeddelelse.

I Danmark smides der årligt 400.000 tons fødevarer ud, og de danske supermarkeder står for op mod 10 pct. af madspildet. Debatten om hvad supermarkederne skal gøre med den mad, som de kasserer, er de seneste dage igen blusset op.

Debatten startede, da en medarbejder i Netto ved Vemmelev var blevet så irriteret over, at såkaldte skraldere tømte supermarkedets containerne for kasseret mad. Medarbejderen satte en seddel op, som i de seneste dage har floreret på Facebook.

- Håber, din mad smagte godt, selvom jeg har tisset i containerne hver dag de sidste to uger. Vi har din nummerplade, og hvis du kommer igen efter i dag, bliver du meldt. VELBEKOMME!

Balder Mørk Andersen mener, at det er for dårligt, at Dansk Supermarked, som bl.a. består af Netto, Føtex og Bilka, endnu ikke er med i en ordning om at donere overskydende mad.

Han henviser initiativer som FødevareBanken, som flere andre supermarkeder og fødevareproducenter er tilmeldt. FødevareBanken er en non-profit forening, der siden 2009 har modtaget overskudsmad fra fødevareproducenter, landbrug, supermarkeder og grossister og fordelt maden blandt organisationer, der arbejder for og med samfundets socialt udsatte - heriblandt børn, kriseramte kvinder og mænd, hjemløse, stofmisbrugere og psykisk syge.

Balder Mørk Andersen har selv været med Fødevarebanken ude og levere overskydende madvarer til være- og opholdssteder. Han forklarer, at værestederne satte rigtig stor pris på de overskydende madvarer.

- Der er bare noget indlysende logisk og rigtigt over, at supermarkederne i stedet for at smide mad ud, donerer det til være- og opholdsteder, hvor der er folk der har så meget brug for et godt måltid mad, lyder det fra Balder Mørk Andersen.

DK Supermarked skriver på deres hjemmeside, at de arbejder målrettet for at minimere mængden af madspild. De planlægger f.eks. deres ordrer, så de bedst muligt matcher den forventede efterspørgsel fra kunderne. Den madspild, som de ikke kan undgå, indgår i energiproduktion eller bliver brugt som dyrefoder.

Læs også: