Dagbladet Politiken trækker mandag et interview med tv-vært Mette Cornelius tilbage.

Det oplyser avisen på hjemmeside.

35-årige Mette Cornelius er vært på sportsprogrammet Alka Superligaen på Canal9 på Discovery Networks og har givet et interview til Politiken, som blev bragt på avisens hjemmeside søndag.

Artiklen bar overskriften 'Kvindelig fodboldekspert: »I starten mente mange, jeg gik i seng med mine kilder«', men er nu trukket tilbage grundet fejl i flere citater, oplyser Politiken selv.

'Det sker, fordi der var fejl i nogle af de citater, som optrådte i artiklen. Citaterne har ikke været forelagt Mette Cornelius før publicering, hvilket er i strid med avisens etiske retningslinjer,' skriver avisen i den rettelse, der nu forelægger på mediets hjememside, mens originalartiklen ikke længere kan læses.

Hvilke fejl, der helt konkret er tale om, oplyser avisen dog ikke.

På Twitter har værten kommenteret forløbet ganske kort.

Artiklen fortsætter under opslaget.

BT har været i kontakt med Mette Cornelius for at få en uddybende kommentar, men hun ønsker ikke at kommentere forløbet yderligere.

Mette Cornelius har tidligere været sportsvært på Viasat Sport på TV 3 +.