Politiet har torsdag præsenteret justitsministeren for en model for, hvordan politifolk kan bære en markering på uniformen. Et tilfredsstillende kompromis, mener Politiforbundet.

Når politifolk absolut skal bære numre på uniformerne, så er forslaget om at bære mindre markeringer med et bogstav og fire cifre på brystet af uniformen trods alt acceptabelt.

Sådan lyder udmeldingen fra Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, efter en arbejdsgruppe bestående af Rigspolitiet, Politiforbundet, repræsentanter fra politikredsene og den centrale anklagemyndighed torsdag har præsenteret justitsminister Karen Hækkerup (S) for idéen.

»Vi har siddet i arbejdsgruppen fra begyndelsen, og vi har godt været klar over, det var en bunden opgave med politisk flertal at indføre disse markeringer. Idéen er bestemt ikke groet i Politiforbundets baghave, men på trods af det, så er jeg tilfreds med dette forslag, fordi vi ikke længere forpligtiges til at oplyse navn, men kun markeringens nummer,« siger Claus Oxfeldt og understreger, at modellen endnu kun er et forslag.

Med markeringen skal det være muligt for borgerne at identificere politibetjente, men samtidig sikres det, at politiet ikke udsættes for chikane og trusler.

Politifolkene skal nemlig have mulighed for at skifte markering, hvis de oplever chikane, eller hvis de sendes ud til en ekstraordinær risikosituation. Desuden anbefaler arbejdsgruppen, at en polititjenestemand i fremtiden kan vælge at oplyse sin markering i stedet for sit navn, hvilket har været et springende punkt for Claus Oxfeldt.

»Det har været helt afgørende for os, og jeg må retfærdigvis sige, at erfaringerne fra de lande, der har lignende markeringssystemer, er gode. Jeg jubler ikke decideret, men forslaget er trods alt landet fornuftigt,« siger Claus Oxfeldt og fortsætter:

»Det er helt essentielt for mig, at markeringerne ikke bliver så store, at man kan se dem på fem-seks meters afstand, så man i forbindelse med store demonstrationer kunne aftale at kaste brosten efter nummer fire for eksempel.«

Arbejdsgruppen foreslår, at markeringen på uniformerne skal implementeres over de næste tre til fem år. Indtil da skal der anvendes en markering på uniformernes skulderstropper i højre og venstre side.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) er umiddelbart positivt stemt over for modellen.

»For mig har det været vigtigt, at vi finder en model, der sikrer, at borgerne kan identificere de enkelte politifolk let og enkelt, samtidig med at deres sikkerhed ikke kompromitteres. Jeg synes, at denne model ser rigtig god ud. Nu vil vi gå i gang med at kigge nærmere på anbefalingerne og på, hvordan de kan udmøntes,« siger hun i en skriftlig kommentar.