Østjyllands Politi vil undersøge, om Abu Bilal Ismail, der har tilknytning til Grimhøjmoskéen i Aarhus, har overtrådt dansk lov under en opsigtsvækkende fredagsbøn i Tyskland.

Den danske imam Abu Bilal Ismails opsigtsvækkende opfordringer under en fredagsbørn i Tyskland, bliver nu en sag for politiet herhjemme.

Østjyllands Politi har bedt sine jurister om at undersøge, om imamen, der har tilknytning til Grimhøjmoskéen i Aarhus, har overtrådt dansk lovgivning under fredagsbøn, hvor han ifølge BT har opfordret til drab på jøder.

»Vi har valgt at lade vores jurister vurdere, hvordan sagen hænger sammen, og om der foreligger nogle lovovertrædelser. Indtil det er afgjort, kan vi ikke sige mere om sagen. Han har jo sagt det, han siger, på YouTube og i Tyskland, så der skal foretages en vurdering af, hvordan det hænger sammen strafferetsligt i Danmark, hvis der er noget i det,« forklarer politiinspektør Jan Andersen fra Østjyllands Politi.

Han oplyser, at politiet endnu ikke har taget stilling til, hvilke danske paragraffer Abu Bilal Ismail kan risikere at blive sigtet efter. Først og fremmest fokuserer politiet nemlig på at indsamle pålideligt bevismateriale for at finde ud af, hvad imamen har sagt under sin prædiken i Tyskland.

»Vi skal have indhentet en oversættelse af det, der bliver sagt. Det er afgørende, at vi får en korrekt oversættelse af det, der bliver sagt,« forklarer Jan Andersen.

Det er ikke alene dansk politi, der er interesseret i Abu Bilal Ismails udtalelser. Det samme gælder, ifølge den tyske avis Bild, også i Tyskland, hvor myndighederne skal have indledt en undersøgelse af sagen.