’Er der ingen blodspor, jamen så kommer vi ikke.’ Den besked fik restauratør Albert Strandberg, da han for halvanden måned siden ringede 114 for at anmelde indbrud på Café Sundet på Østerbro i København, som han er indehaver af.
Om natten til torsdag 13. juni havde gerningsmænd brudt cafeens bagdør op, smadret kasseapparatet og var stukket af med kassebeholdningen.
Da Albert Strandberg klokken ni om morgenen ankom, kunne han til sin store frustration se skaderne på dør og kasseapparat samt en masse smadrede glas, der lå på gulvet. Han skyndte sig derfor at ringe 114.
- Det er tredje gang, jeg har haft indbrud, så jeg håbede, de kunne komme og efterforske sagen, så der måske var en chance for, at tyvene kunne blive fundet, siger Albert Strandberg.
Skader for 20.000 kr.
Han fortalte detaljeret operatøren i Københavns Politis serviceafdeling om, hvad der var sket.
- Jeg bliver så spurgt, om der var blodspor nogen steder. Jeg blev helt overrasket over spørgsmålet, men kunne så svare, at det kunne jeg ikke umiddelbart se, men der var en masse smadrede ting, der måtte være fingeraftryk på. Så fik jeg besked om, at de ikke ville komme, når der ikke var blod til at tage dna-spor. Det synes jeg er meget betænkeligt, siger Albert Strandberg, der med skaderne på inventaret mistede for 20.000 kr.
Vicepolitiinspektør hos Københavns Politi Poul Kjeldsen fortæller, at det er i tråd med Rigspolitiets såkaldte servicedeklaration ikke at rykke ud til indbrud i virksomheder, medmindre der er tydelige efterforskningmuligheder, eller gerningsmændene er tilstede. Ved indbrud i en bolig skal politiet til gengæld - som udgangspunkt - rykke ud.
- Jeg kan henvise til Rigspolitiets servicedeklaration, hvor det fremgår, at politiet ikke behøver at køre ud til indbrud i virksomheder, siger han.
BT har gennemgået Rigspolitiets servicedeklaration, hvor det fremgår, at politiet ikke nødvendigvis kommer ved indbrud i sommerhuse og virksomheder.
’I stedet foretager politiet en konkret vurdering af sagen, hvor der vil blive lagt vægt på en række forskellige omstændigheder.
Det kan f.eks. være gerningsstedets karakter, omfanget af det stjålne, mulighederne for at finde spor eller oplysninger om en gerningsmand, samt om eventuelle afhøringer kan foregå efterfølgende hos politiet’, står der.
Juice for indbrudstyve
Albert Strandberg føler sin retssikkerhed er blevet krænket.
- Jeg forstår ikke, at der kan være forskel på, om jeg har haft inbrud i mit hjem eller virksomhed. Når jeg melder et indbrud, er det, fordi jeg forventer, at politiet vil forsøge at finde gerningsmændene.
Når politiet ikke gør noget for at efterforske indbruddet, så er det er jo ren juice for indbrudstyvene, der ikke mærker nogen konsekvenser, siger han.
Poul Kjeldsen, kan du forstå, at café-ejeren føler sin retssikkerhed krænket, når politiet ikke vil komme, fordi der ikke blodspor?
Kan klage
- Nu er det forskelligt, hvornår folks retssikkerhed bliver krænket, men hvis man føler sig uretfærdigt behandlet af politiet, er det også angivet i servicedeklarationerne, at man kan klage over politiet.
Det er altid en samlet vurdering af efterforskningsmuligheder, der afgør, om politiet rykker ud, og blodspor er kun et af de elementer, der afgør, om politiet rykker ud til stedet.
Synes du, det er rimeligt, at en cafe-ejer eller anden virksomhedsejer ikke kan forvente, at politiet kommer efter et indbrud?
- Som sagt skal vi ikke nødvendigvis gøre det ifølge servicedeklarationerne, men vi gør det alligevel jævnligt i København, når efterforskningsmulighederne vurderes til at være gode.
Er det Rigspolitiet, der laver servicedeklarationen?
-Ja, det er korrekt.