Hvis du bliver liggende i overhalingssporet på motorvejen, når du ER kørt forbi hestetransporten eller campingvognen, der knap nok kan få speedometeret op på 80, sinker du ikke bare trafikken. Du kan også være skyld i farlige situationer.

Som hovedregel skal du nemlig altid køre i højre vognbane på motorvejen.

Men det er der tilsyneladende mange bilister, som ikke er klar over.

Derfor tager politiet og Vejdirektoratet i næste uge hul på en kampagne, som skal få os alle sammen til at huske at holde til højre.

»Bilister, der ikke holder til højre, sinker ofte trafikken for de bagvedkørende. I Vejdirektoratet arbejder vi for at skabe god fremkommelighed på vejene, og derfor er det vigtigt, at bilister trækker ind til højre, så snart der er plads efter en overhaling. Det giver en mere glidende trafik, større trafiksikkerhed og en bedre udnyttelse af vejen,« siger Marianne Foldberg Steffensen, som leder trafiksikkerhedsafdelingen i Vejdirektoratet.

Jørn Pakula Andresen, der er vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, er enig og peger også særligt på, at det er vigtigt for fremkommeligheden, at vi holder til højre.

»Derfor er det nødvendigt, at alle bilister er opmærksomme på overholdelse af denne grundlæggende bestemmelse i færdselsloven. Det sætter vi særlig fokus på med kampagnen i uge 18,« siger han.

Tager politiet dig i at ligge og rode rundt i yderste vognbane, risikerer du en bøde på 1000 kroner.