Efter flere dage med intens regn er vejene rundt om i Danmark ved at være godt møre. Et meget synligt bevis på det er et kæmpe hul i vejen ved Langkjær ved Skanderborg i Østjylland. Der meldes om flere huller i området. Og politiet råder folk til at passe på sig selv på mindre veje.

Selvom efteråret kun officielt har været over os i få dage, så føles det efterhånden som meget længere. I langt det meste af landet har vi oplevet store mængder regn, og ofte meget voldsomt nedbør.

Du kan finde vejrudsigten for den kommende tid her.

Det er begyndt at tage hårdt på flere danske veje. Og helt ekstremt er det blevet på en vej ikke langt fra Skanderborg i Østjylland. Som du kan se på billedet øverst i artiklen her, så er det et kæmpestort hul, som nærmest har slugt halvdelen af vejen ved Langkjær ikke langt fra Skanderborg.

Hullet er omkring fire meter bredt og fire meter dybt. Og det ser ganske voldsomt ud. Hos Sydøstjyllands Politi fortæller vagtchef Martin Rasmussen, at der faktisk er adskillige huller i vejene omkring Skanderborg.

Det store hul set fra en anden vinkel. Hele den ene vejbane er forsvunden.
Det store hul set fra en anden vinkel. Hele den ene vejbane er forsvunden. Foto: Benny Lind - Alarm112midtjylland
Vis mere

»De har rigtig mange huller i området. Og Beredskabsstyrelsen har rigtig, rigtig, rigtig travlt lige i øjeblikket med at få lukket, repareret og afspæret de mange huller, som er kommet efter den voldsomme regn, vi har haft,« siger vagtchef Martin Rasmussen til BT.

'Kan sluge en hel bil'
I selve Skanderborg by er der ikke meldinger om problemer med vejene, men det er på de mindre veje omkring byen, hvor Beredskabsstyrelsen er fuldt beskæftiget med 'adskillige huller'.

»Vi har før set, at der kan opstå huller i vejene, når der har været voldsom regn. Men der er mange flere end normalt efter voldsom regn. Derfor skal folk være opmærksomme, når de kører på de mindre veje og passe på sig selv og deres bil. For nogle af de her huller er åbenbart så store, at de kan sluge en hel bil«, siger Martin Rasmussen.

Det er hovedsageligt, hvis man kører på mindre veje omkring Skanderborg, man skal være påpasselig. For her kan der være huller, som politi eller Beredskabsstyrelsen endnu ikke har fundet eller repareret.

Arbejdet med at få lukket eller afspæret veje med huller fungerer på den måde, at de mest befærdede veje har førsteprioritet. Og derfor skal man være ekstra opmærksom, når man færdes på mindre veje, lyder det fra Sydøstjyllands Politi

Billedet øverst i denne artikel er taget tidligt lørdag ved Langkjær vest for Skanderborg og viser, hvor store nogle af hullerne kan blive.