Søndag væltede sneen ned flere steder i landet. Andre steder har frosten lagt sig som et spejlglat lag på gader og stræder. Derfor advarer både Vejdirektoratet og politiet om glatte veje.

Midt- og Vestsjællands Politi har søndag aften haft travlt med flere glatføreuheld.

»Det er som om, at det ikke helt er gået op for alle, at det er glat derude. Alene den sidste halvanden times tid har vi haft seks-syv uheld,« siger vagtchef Bent Sten Andersen søndag aften til tv2.dk.

Også Københavns Politi er rykket ud til uheld i det glatte føre. Blandt andet kørte en person søndag aften ind i en lygtepæl ved Sydhavn Station, oplyser politiet til tv2.dk.

Snevejret ramte Nordjylland først. Her advarer Vejdirektoratet om glatte veje i blandt andet Hjørring-området og Aalborg.

Også i Djursland, hvor der er kommet en del sne, advarer Vejdirektoratet om glatte veje.

Ligeledes skal bilisterne passe på glatte veje i Thisted, Kolding, Vejle og Nyborg.

BNB