Københavns Politi advarer nu mod miltbrandbakterie, der kan findes i et parti heroin i København. Søndag døde en narkoman på hospitalet, og undersøgelserne af ham viste, at han døde efter at have taget heroin med en miltbrandbakterie i. 

Den nu afdøde narkoman købte stoffet den 1. juli, og torsdag blev han indlagt på Rigshospitalet med smerter i det ben, hvor han havde taget heroinen. Hen over weekenden fik han det værre, og han blev erklæret død søndag.

Det har fået Københavns Politi til at sende en advarsel ud, mens de samtidig oplyser, at ikke-misbrugere ikke er i fare, da miltbrand ikke smitter menneske til menneske. 

- Vi beder derfor heroin-misbrugere om at søge læge med det samme, hvis de oplever noget usædvanligt efter at have taget stoffet, fortæller den vagthavende ved Københavns Politi til bt.dk.

Miltbrand, eller anthrax, er en sygdom, der normalt angriber husdyr som svin og kvæg, men som også kan overføres til mennesker. Symptomerne er ofte feber, bylder, sår, hævede lymfekirtler og blod i lungerne. Sygdommen kan være dødelig, hvis den ikke behandles hurtigt.

Miltbrandbakterien har også været brugt til terrorformål for at skabe panik. En uge efter terrorangrebet den 11. september 2001 i USA blev der fundet miltbrandbakterier i nogle breve adresseret til fortrinsvis demokratiske medlemmer af Kongressen og til forskellige medie-redaktører. 22 personer blev ramt af miltbrandbakterien - fem omkom.