Så er der igen tricktyve på spil på Sjælland.

Torsdag eftermiddag udsendte Sydsjællands politi et tweet, hvor de advarer mod tricktyve i Slagelse. I tweetet står der:

'Tricktyve i Slagelse. Kørende i en ældre bordeaux bil. Afleder opmærksomhed ved at spørge om vej. Pas på punge og tasker.'

Vagtchef hos Sydsjællands Politi, Ove Kristoffersen, fortæller, at det er en kvinde, der har anmeldt tricktyvene til politiet, efter hun fik stjålet sin taske.

Tyveriet skete ved Lidl på Nordre Ringgade i Slagelse.

»Tricktyvene kørte op bag ved hende. Én af dem stod ud og mumlede noget om, at han skulle have vist vej hen til sygehuset,« fortæller Ove Kristoffersen og tilføjer:

»Som den hjælpsomme kvinde hun er, forsøger hun selvfølgelig at vise dem vej. Imens lusker en anden mand hen i hendes bil og stjæler hendes taske.«

Udover at de kørte i en ældre bordeaux bil, har politiet kun sparsomme informationer om, hvordan tricktyvene ser ud.

»Vi ved ikke meget, udover at kvinden beskriver dem som 'sigøjnertyper,'« siger Ove Kristoffersen.

Sydsjællands Politi opfordrer til, at man er opmærksom, og at man passer på tasker og punge.