En patruljevogn kørte under en biljagt ind i en personbil på Vester Voldgade i København fredag aften. Det bekræfter Københavns Politi overfor ekstrabladet.dk.

Bag rattet i personbilen sad en 68-årig mand, som efterfølgende blev kørt til Rigshospitalets Traumecenter. Manden er dog ikke i livsfare.

- Patruljevognen kører med udrykning efter en bil. Bilen, de eftersætter, kører over for rødt, og politibilen kører efter. Her kommer personbilen på tværs, fortæller vagtchef hos Københavns Politi Henrik Olesen til ekstrabladet.dk.

Bilen, som politiet jagtede, slap væk, mens politibilen og personbilen, der blev ramt, blev totalskadede ved ulykken. Bilerne ramte først et træ og røg derefter ind i en husmur.

BNB