En mindre demonstration mod den kinesiske præsidents besøg i København blev fredag aften stoppet af Københavns Politi. Præsident Hu Jintao var på vej til gallafest på Christiansborg, da demonstranter nærmede sig ruten.

- Demonstranterne har fået lov til at have en fast opholdsplads på Højbro Plads. Den overholder de ikke. De begynder at bevæge sig op mod den vej, hvor kortegen skal køre forbi, og så vælger man at sige, at man ikke kan have, at de stopper den. Demonstrationen er blevet bedt om at blive, hvor den er nu, men den er ikke blevet opløst, siger Allan Wadswoarth-Hansen, pressekoordinator i Københavns Politi.

I samme ombæring blev demonstranterne bedt om at slukke deres mikrofoner. En demonstrant fortæller på TV2 News, at præsidenten ikke måtte høre demonstrationen. Det kan Allan Wadswoarth-Hansen dog ikke bekræfte.

- På Højbro plads er der ikke tilladelse til at anvende lydanlæg. Det gør de så alligevel. Vores indsatsleder beder om at skrue lidt ned. Det gør de så, men skruer op igen. Og så må man jo sige, at nu må de slukke, siger han og oplyser, at han ikke kender grunden til, at demonstranterne ikke har fået tilladelse til at anvende lydanlæg på Højbro Plads.

Flere Kina-kritiske grupper står bag demonstrationerne på Højbro Plads.