Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.
Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser fire mænd, som de mistænker for at have stået bag et større indbrud tilbage i november.
Fire gerningsmænd begik onsdag den 2. november klokken 02.43 indbrud i forretningen Kop & Kande i Ribe.
Der blev stjålet dyre designervarer af mærkerne Georg Jensen, Royal Copenhagen og Global. Røverne nåede også at snuppe barbermaskiner og elektristiske tandbørster af mærkerne Braun og Philips.
Syd- og Sønderjyllands Politi har lagt et overvågningsbillede ud af de fire gerningsmænd, og de håber nu på, at der kommer et gennembrud i sagen.
Politichef Karsten Aaskov fra Ribe forklarer, at årsagen til, at de først er klar med en efterlysning nu, skyldes den interne efterforskningsproces.
»Vi ville selvfølgelig gerne have haft en efterlysning ud tidligere, men det har ikke kunnet lade sig gøre. Vi vurderer, at gerningsmændene er mellem 18 og 25 år, men de kan sandsynligvis også godt være yngre end 18 år,« siger Karsten Aaskov.
Gerningsmændene kørte væk i en mørk femdørs personbil af biltypen Sedan.
Politiet har følgende signalement af gerningsmændene:
Gerningsmand 1:
Mand, nordisk af udseende, slank af bygning, iført mørk jakke med hætte og mørke bukser, brune snørestøvler i læder og grå hue. Medbragte en orange indkøbstaske med sort/hvidt-blomstret mønster til tyvekosterne
Gerningsmand 2:
Mand, slank af bygning, maskeret med hætte over hovedet, mens underansigtet var dækket af mørkt stof, Iført sort jakke med hætte, blå bukser, grå Nike løbesko med hvid bund og gel-indlæg i hæl samt blå kant ved fronten af skoen. Han havde hvidt logo foran på skyggen af hætten og hvide handsker. Medbragte en bedroller – en lav plastickasse på hjul - til tyvekosterne
Gerningsmand 3:
Mand, slank af bygning, maskeret, hvor underansigtet var dækket af sort stof, Iført mørk jakke og mørke bukser, sort hue med vandret gul stribe i bunden af huen/over øjnene samt grå/blå Nike løbesko. Medbragte en sort affaldssæk til tyvekosterne
Gerningsmand 4:
Mand, slank af bygning, maskeret med hvid hue, mens underansigtet var dækket af hvidt stof, iført blå jakke af mærket Peak Performance med hætte, hvor der står et hvidt "P" på skyggen. Jakken har desuden hvide snører, hvidt Peak Performance-logo på venstre bryst, hvid lynlås samt lomme ved venstre overarm med hvid lynlås. Derudover var gerningsmanden iført sorte Adidas joggingbukser med tre hvide striber langs benene samt Adidas-mærke på venstre lår. Derudover var manden også iført sorte sko. Medbragte et dynebetræk til tyvekosterne
Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.