Endnu en kaskelothval er strandet på Henne Strand ved Varde og har lokket mange vinterferie-turister til. Det er kun et døgn siden, en anden kaskelothval strandede samme sted.

Endnu en hval er strandet ved den jyske vestkyst. Lørdag strandede en kaskelothval ved Henne Strand ved Varde. Da den blev fundet, var den allerede død.

Men den hval, der søndag er skyllet op på samme kyst er stadig i live, skriver dr.dk.

Se billederne: Kæmpe hval strandet ved Henne Strand

Eksperter fra Fiskeri- og Søfartsmuseet er allerede til stede på stranden for at besigtige hval nummer to, som stadig er i live.

»Men det er bare et spørgsmål om tid. Den vil drukne inden længe,« fortæller biolog og formidlingsleder Ragnhild Skov fra museet.

Den første hval er på nuværende tidspunkt ved at blive fjernet. Hval nummer to kan ikke fjernes endnu, da den ligger længere ude i vandet.

Derfor håber biologerne, at højvandet forholdsvis hurtigt vil drive den længere op på stranden. Hvalerne begynder nemlig at gå i forrådnelse, så snart de strander, også selvom de ikke er døde endnu.

Hvalerne har vakt så stor interesse, at det skaber problemer for trafikken i området, og Sydjyllands Politi opfordrer danskerne til at tage søndagsudflugten i en anden retning.

Ifølge biolog og forskningsformidler ved Fiskeri- og Søfartsmuseet, Charlotte Thøstesen, sker det tit, at hvaler strander ved den jyske vestkyst samt ned langs Tyskland og Holland. Kaskelothvalerne lever normalt ved Azorerne, men de unge hanner drager ofte op til området omkring det nordlige Norge i sommerhalvåret.

»Der er to mulige grunde til, at de strander. Enten kan det skyldes, at de har navigeret forkert og er kommet ind på det lave vand i Nordsøen, eller også kan det være, fordi de er syge. Det får vi først svar på, når de er obduceret,« siger Charlotte Thøstesen.

Hun forklarer desuden, at det ikke er muligt at redde en strandet hval, selvom den er i live. Man kan ikke skubbe den tilbage i vandet uden at skade den, og skulle det lykkes, vil den med stor sandsynlighed strande igen.

Det er også meget svært at dræbe en kaskelothval grundet dens størrelse. Det er ikke muligt at skyde dem i hjernen, da de er for store til, at kuglen kan trænge ordentligt ind.

Man har dog flere steder forsøgt at dræbe hvalerne med dynamit, men det vil gøre det svært at obducere dyret efterfølgende og derfor vil en masse forskning gå tabt.

.


Se STOR grafik: Strandede Kaskelothvaler i Danmark siden 1562
.
.