Østjysk slagteri anmeldt til politiet af Fødevarestyrelsen for ikke at have gjort tydeligt opmærksom på, at kødprodukt består af både hestekød, svinekød og oksekød.

Det østjyske slagteri Hårby Slagtehus er blevet politianmeldt af Fødevarestyrelsen for at blande hestekød, svinekød og oksekød, uden at det er deklareret på pakkerne.

»Jeg kan bekræfte, at vi har politianmeldt virksomheden, fordi de har vildledt deres kunder i forbindelse med salg af hestekød,« siger lederen af Fødevarestyrelsens Rejsehold, Michael Rosenmark, over for tv2.dk.

Slagteriet kom i myndighedernes søgelys i kølvandet på den europæiske hestekødsskandale, da der opstod tvivl om, hvorvidt slagteriet tilstrækkeligt klart har deklareret, at der indgår hestekød i blandingsproduktet »Pizzahak«.

Ejeren af Hårby Slagtehus, Niels Juul Nielsen, har hele tiden fastholdt, at indholdet af blandingsproduktet fremgår af pakkens emballage.

Til dr.dk fastholder han, at slagteriet har sit på det tørre, når det gælder mærkning af kødproduktet.

»Jeg har det rigtig træls med det her. Nu må domstolene afgøre sagen, og det bliver påstand mod påstand. Jeg har ikke flere kommentarer,« siger han til dr.dk.

En af slagteriets kunder, et pizzeria i Skanderborg, har over for TV2 Østjylland oplyst, at man føler sig vildledt af slagteriet og er parat til at gå i retten med sagen.