13 danskere er nu døde på grund af listeria fra virksomheden Jørn A. Rullepølser. Myndighederne er i højt alarmberedskab og frygter, at flere er smittet.

Metroxpress skriver onsdag, at spredningen formentlig kunne være begrænset, hvis cheferne for storkøkkener mange steder i landet havde undladt at tage en farlig chance.

»Vi har desværre set, at en del virksomheder, som leverer måltider til ældre eller til ansatte i virksomheder, har undladt at trække produkterne tilbage, blot fordi de formodede, at de var spist,« fortæller fødevarechef Bjørn Wirlander fra Fødevarestyrelsen til metroxpress.

Han kalder det »uforsvarligt«, idet cheferne for disse storkøkkener ikke har anet, om det potentielt livsfarlige pålæg faktisk var spist.

Fødevareekspert Orla Zinck er enig og kalder det »uforsvarligt, grotesk og farligt«.

»Men vi havde ikke haft denne enorme og uoverskuelige tilbagetrækningssag, hvis Fødevarestyrelsen havde reageret med rettidig omhu på positive listeria-prøver tilbage i maj,« siger han.

Bjørn Wirlander fra Fødevarestyrelsen skønner, at der alene i København er bøder på vej til 20 fødevarevirksomheder, der har bespist tusindvis af mennesker.

Men først onsdag ved middagstid forventer Fødevarestyrelsen at have overblik over, hvor mange der har undladt at trække farlige produkter tilbage.

Metroxpress’ gennemgang af kontrolrapporter viser, at virksomheder over hele landet har undladt at trække mulige listeria-produkter. Eksempelvis i Esbjerg.

»Vi begik den beklagelige fejl ikke at sende en advarsel ud til to ældrecentre om, at eventuelle rester af rullepølse ikke måtte spises,« siger Arne Nikolajsen, direktør for Sundhed og Omsorg i kommunen, til avisen.

BNB